Den stigende vold i Syrien har fået Paris til at trække sin ambassadør hjem fra det arabiske land.
»Der er opstået nye kampe. Det fører nu til lukningen af repræsentationerne i Aleppo og Latakia og til hjemkaldelsen af vor ambassadør«, siger Frankrigs udenrigsminister Alain Juppe.
Han tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Frankrig sammen med Den Arabiske Liga arbejder på at strikke en resolution mod volden i Syrien sammen, så den kan forelægges FN's generalforsamling.
LÆS OGSÅ Tyrkiet truer med at lukke elforsyningen til Syrien
Ligaen holder møde i Marokkos hovedstad Rabat, hvor udenrigsministrene fra de arabiske lande diskuterer, om Syrien skal suspenderes af ligaen. Årsagen er regimets blodige og brutale undertrykkelse af det folkelige oprør i Syrien.
Syrisk vrede over ligamøde
En fredsaftale skulle ellers have ført til, at militærets angreb på borgerne blev indstillet, kampvognene blev trukket ud af de syriske byer, og politiske fanger blev sat på fri fod.
»Vi kan ikke acceptere, at folk dræbes på den måde, det sker nu. Vi vil standse strømmen af blod«, erklærer Qatars udenrigsminister, Hamad bin Jassim, ifølge nyhedsbureauet AP.
Syrien boykotter mødet, der blev indledt timer efter et angreb på en del af det syriske efterretningsapparat onsdag morgen, hvor det syriske luftvåbens efterretningskontorer blev beskudt.
Samtidig har tilhængere af præsident Bashar al-Assad smidt sten og affald mod De Forenede Arabiske Emiraters ambassade.
LÆS MERE Oprørere angriber syrisk spionvæsen
fortsæt med at læse




























