En kvinde fra Los Angeles er efterlyst af politiet, efter at hun tog den såkaldte 'Black Friday' shoppingdag lige lovligt alvorlig.
Ifølge Los Angeles Times var kvinden dukket op i en Wal-Mart-forretning i udkanten af den store californiske by, hvor hun ville sikre sig et brandtilbud på spillekonsolen Xbox.
Men i stedet for bare at bruge albuerne, gav hun sig til at peberspraye sine medshoppere for at sikre sig en konkurrencefordel, ifølge politiet, som nu har udsendt et signalement.
Pebersprayede udsalgskø
10 mennesker blev behandlet for den ubehagelige væske på stedet af lokale brandmænd, og flere endnu blev påvirket, skriver Los Angeles Times.
Kvinden var dog ikke den eneste, som brugte peberspray på den berygtede 'Black Friday' shoppingdag, som afholdes i forbindelse med den amerikanske tradition thanksgiving.
Sikkerhedsvagter i Kinston i North Carolina følte sig således forandlediget til at spraye en hel udsalgskø, hvor der ifølge ordensmagten var udbrudt uroligheder.
Vafler og håndklæder skyld i uroligheder
Af andre 'Black Friday'-episoder kan nævnes en slåskamp over håndklæder i Michigan. Og i Arkansas udbrød der uroligheder i kampen for at få fingre i vaffeljern til to dollars.
Episoden blev - ligesom flere andre - fanget på video, deriblandt hvordan en kvinde går så meget til vaffeljernene, at hun øjensynlig ikke opdager, at hendes bukser er ved at falde af.
fortsæt med at læse



























