Nordkoreas kommende leder, Kim Jong-Un, fremstår ikke umiddelbart som en ny, stærk mand, og skal først nu vise, at han magter opgaven som diktator.
Der kommer ikke et nordkoreansk forår med udgangspunkt i befolkningens oprør. Landet er for isoleret, og styret for repressivt
Sådan lyder vurderingen fra Geir Helgesen, leder af Nordisk Institut for Asien Studier på Københavns Universitet.
Han peger på, at Kim Jong-Un ikke har haft den samme grundige indføring i at være leder, som sin nu afdøde far, Kim Jong-Il.
»Kim Jong-Il stod i lære hos sin far, Kim Il-Sung, i 20 år. Han fulgte i hælene på ham, noterede, hvordan systemet fungerede, og fik en aktie i faderens netværk«.
LÆS OGSÅ Kim Jong-Il er død
»Og så var han jo nærmest usynlig i de første tre år efter sin magtovertagelse (i 1994, red.). Så vidt vi ved, brugte han tiden på at skifte folk ud i systemet, så alle var loyale over for ham«.
»Den samme magtposition har den her unge fyr, Kim Jong-Un, slet ikke. Han har kun stået i lære i relativt kort tid og var heller ikke det oplagte valg som efterfølger, da han ikke var den ældste søn. Derfor vil han ikke umiddelbart være en ny, stærk leder«, siger Geir Helgesen.
Brug for kransekagefigur
Men det er ikke det samme som, at han ikke kan blive det med tiden.
Kim Jong-Un
- Kim Jong-Un menes at være født i slutningen af 1983 eller begyndelsen af 1984 af Kim Jong-Ils tredje kone, Ko Hyong-hui.
- Han blev sidste år officielt udnævnt som sin fars efterfølger.
- Han har studeret på en international kostskole i Schweiz og menes blandt andet at tale tysk, fransk og engelsk.
»Kim Il-Sung havde ikke nogen glæde af at vælge en ringere kandidat, end den bedste han kunne finde«, siger Geir Helgesen, der er spændt på, hvad der vil ske i den kommende tid.
»Det formelle er stort set på plads. Nu skal Kim Jong-Un først fremstå som leder og vinke til masserne. Dernæst skal han sørge for, at der bliver lyttet til ham og vise, at han kan udføre opgaven som diktator«, siger Geir Helgesen.
Nordkorea: Kim Jong-Ils søn er 'den store efterfølger'Han understreger, at det er militæret, der sidder på magten i det forarmede og lukkede Nordkorea, men siger samtidig, at militæret har brug for en kransekagefigur.
»Jeg tror, at det ville være begyndelsen til enden for systemet, hvis militæret etablerede sig som formelt magtorgan i stedet for at bruge en marionetfigur. Det ville ikke stemme overens med koreansk kultur, hvor militæret mere ses som et nødvendigt onde. Derfor er der brug for en samlingsfigur«, siger Geir Helgesen.
USA holder tæt kontakt med allierede i AsienHan mener, at Vesten med Kim Jong-Ils død har en sjælden mulighed for at påvirke landet i en mere demokratisk retning.
»Ved det seneste lederskifte fastholdt man presset over for Nordkorea. Men alle erfaringer siger, at jo mere man strammer, jo mere går Nordkorea i baglås«.
»Derfor var det måske tid til at prøve noget nyt og vende tilbage til den solskinspolitik, som man var enige om, inden en vis præsident Bush kom til magten«, siger Geir Helgesen.
»Men sandsynligheden er nok ret lille, for det er ikke den kurs, som Barack Obama hidtil har lagt for dagen«.
Intet forår
Han mener heller ikke, at man vil se et nordkoreansk forår, hvor folket vender sig mod magthaverne. Dertil er landet for lukket.
»Man skal selvfølgelig passe på, hvad man siger, for det modsatte kan hurtigt vise sig at blive tilfældet. Men nej, der kommer ikke et nordkoreansk forår med udgangspunkt i befolkningens oprør. Landet er for isoleret, og styret er for repressivt«, siger Geir Helgesen.


























