Ekspert: 'Den Store Efterfølger' tager sig en rolig start

EFTERFØLGEREN. Kim Jong-Un (i midten) er blevet udråbt til at være Nordkoreas næste leder.
EFTERFØLGEREN. Kim Jong-Un (i midten) er blevet udråbt til at være Nordkoreas næste leder.
Lyt til artiklen

En stor begravelsesceremoni i Nordkorea er afsluttet.

Folket har sagt farvel til deres 'Kære Leder' Kim Jong-Il, der lørdag 17. december døde af et hjerteanfald.

I kulissen er Kim Jong-Ils yngste søn, Kim Jong-Un, klar til at overtage magten, og omverden afventer spændt hans første træk.

LÆS OGSÅ Tårevædet søn følger sin 'kære leder' til graven

Det kan dog komme til at tage lang tid, før vi ser 'Den Store Efterfølger' markere sig, vurderer seniorforsker og leder af Nordisk Institut for Asien Studier på Københavns Universitet, Geir Helgesen.

»Han skal først finde ud af, hvad opgaven består i. Han har ikke været i lære længe nok, og han har heller ikke haft lejlighed til at skabe et netværk med væsentlige, magtfulde personer i regeringssystemet, partisystemet og militærsystemet«, siger han.

»Han skal sørge for, at han har folk, som er 100 procent loyale over for ham«.

Skal finde loyale støtter
Geir Helgesen understreger, at selvom Nordkorea er et meget homogent samfund, så er der alligevel forskellige holdninger til, hvilken retning landet skal gå i.

»De holdninger knytter sig tæt til aldersgrupper. Derfor bliver Kim Jong-Un nødt til at finde folk i den yngre garde, som han kan placere på centrale pladser, så han ved, at han har opbakning, når han beslutter noget. Og det tager jo tid«, siger han.

»Derfor tror jeg ikke, at vi ser ham i fuldt vigør på de såkaldte on-the-spot-guides, hvor han viser sig for folk og fortæller dem, hvordan de skal passe høns og dyrke ris, når den officielle sørgeperioden er ovre«.

FOTO

Seniorforskeren henviser til, at Kim Jong-Uns far selv holdt lav profil de første tre år efter, at han kom til magten i 1994.

»Der er i Nordkorea tradition for, at man i den første tid efter sin fars død viser sønlig hengivenhed. Vi kan derfor forvente, at Kim Jong-Un de første år vil føre hans fars projekt videre uden de store ændringer«, siger Geir Helgesen.

Onklen skal være hjælpeleder
Ifølge de oplysninger, der er tilgængelige om Kim Jong-Un, så er han blot 27 eller 28 år gammel. Der har derfor været historier fremme om, at han ikke får lov til at sidde alene på magten i Nordkorea.

Angiveligt skal han dele den med militæret og sin onkel Jang Song-thaek, der i forvejen bestrider en toppost i regeringen og under Kim Jong-Il var næstformand for den militære centraladministration.

Men det bliver ikke den permanente løsning, mener Geir Helgesen. Med tiden bliver Kim Jong-Un lige så enevældig, som sin far, hvis han vel at mærke formår at træde i karakter.

»Magtdelingen er et udtryk for, at Kim Jung-Un er ung. Han har ingen erfaring. Derfor skal onklen være en hjælpeleder, og militæret skal selvfølgelig også sidde med ved bordet for at sikre, at man ikke gå ud af en tangent, som de ikke synes om. Men alle er enige om, at Kim Jung-Un er den anerkendte efterfølger«, siger han.

»Han har fået grønt lys til at gøre det, de forventer, han skal gøre - altså fylde farens plads ud og være den nye såkaldte store leder. Men alle er samtidig klar over, at det kan han ikke gøre fra den ene dag til den anden. Derfor har man en overgangsperiode«.

Atomsprængning eller forhandlinger

Det er yderst usikkert, hvad Kim Jong-Un vil gøre for at vinde anerkendelse.

»I vores del af verden går spekulationerne på, om han vil lave prøvesprængning af en atombombe eller sende et missil over Japan for at vise, at han tør, kan og har muskler«, siger Geir Helgesen.

»Men man kunne også forestille sig, at han vil forsøge at lave en aftale med USA, som gør, at Nordkorea kommer hurtigere på fode økonomisk og velfærdsmæssigt. Det vil også være positivt i forhold til hans fremtidsmuligheder«.

»I virkeligheden tror jeg, at meget afhænger af, hvordan omverden betragter ham. Både den tidligere japanske statsminister Koizumi og FN's generalsekretær Ban Ki-Moon sendte et kondolencebrev til Nordkorea i forbindelse med Kim Jong-Ils død. Det gør de jo ikke fordi, de synes det var synd, at deres tyran døde. De gør det, fordi de ved, at det er vigtigt, hvis de skal have en relation til Nordkorea fremover«, slutter Geir Helgesen.

FACEBOOK

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her