Den egyptiske vicesundhedsminister Hesham Sheiha bekræfter, at 74 personer er døde efter en fodboldkamp i havnebyen Port Said.
Ministeren kalder tragedien for »den største katastrofe i egyptisk fodboldhistorie« og siger, at de fleste af dødsfaldene skyldes slag til hovedet og knivstik.
De mange mennesker døde, da der opstod tumult efter en kamp mellem to egyptiske tophold. Nogle af de døde er angiveligt sikkerhedsfolk, skriver nyhedsbureauet AP.
»Nogle blev trampet ned og andre døde af luftmangel«, siger Medhat El-Esnawy, chef for Port Said's El-Amiry hospital, i et tv-interview.
Gik amok efter sejr
Der skal også være omkring 1.000 sårede, skriver BBC. Derfor frygtes det, at dødstallet kan stige yderligere.
Tumulterne opstod angiveligt, da fans af hjemmeholdet i Port Said, al-Masry, strømmede ind på banen, efter at deres hold havde vundet 3-1 over det egyptiske tophold al-Ahly.
Al-Masry fansene angreb både det rivaliserende holds spillere og deres fans. Angiveligt blev al-Ahly spillerne jaget rundt på banen og beskudt med flasker og sten.
De to hold har ifølge arabiske medier en årelang rivalisering bag sig. Interne opgør har tidligere været plaget af tilskuer-optøjer.
Fodboldspillere måtte gemme sig
Ifølge al-Jazeera blev det tabende hold al-Ahlys spillere efterfølgende fanget i omklædningsrummet sammen med fans, imens uropoliti blev sendt på banen for at standse volden.
Herfra ringede de forfærdede spillere til egyptiske tv-kanaler.
»Det her er ikke fodbold. Dette er krig, og folk dør lige foran os. Der er ingen bevægelse og ingen sikkerhed og ingen ambulancer«, sagde den egyptiske fodboldspiller Mohammed Abo Treika til en egyptisk tv-kanal.
»Sikkerhedsstyrkerne forlod os, de beskyttede os ikke. En fan er lige død i omklædningsrummet foran mig«, sagde spilleren, som spiller for det tabende hold al-Ahly.
Bliver evakueret med helikopter
En anden af al-Ahlys spillere gentog beskyldningerne om, at sikkerhedsstyrkerne lod situationen gå amok.
»Folk er døde. Vi ser ligene nu. Der var ingen sikkerhedsstyrker eller soldater til at beskytte os«, sagde spilleren Mohamed Barakat.
Spillerne fra al-Ahly er sammen med deres fans nu ved at blive evakueret med to helikoptere, som vil overføre sårede til et militærhospital, skriver Reuters.
Kampe er aflyst
En kamp mellem to tophold i Kairo blev aflyst i pausen på begæring fra begge hold, kort efter tragedien i Port Said.
Efterfølgende blev der rapporteret om brand på stadion, men den skyldtes en kortslutning i elektriske ledninger, ikke uroligheder, ifølge egyptiske medier.
Nu er alle kampe i Egyptens bedste fodboldrække aflyst indtil videre, oplyser det egyptiske fodboldforbund.
Politi holder lav profil
Der er også meldinger om, at det egyptiske parlament vil holde en nødsamling torsdag på baggrund af ulykken.
Egyptisk politi har holdt lav profil siden revolutionen sidste år, hvor netop fodboldhooligans fik rygte som nogle af de allerhårdeste aktivister.
»I sikkerhedsvakuummet, som har varet siden revolutionen, er politiet stort set forsvundet fra gaden efter deres berygtede opførsel under opstanden«, siger al-Jazeeras korrespondent Rawya Rageh.
Nu har den egyptiske anklagemyndighed startet en undersøgelse af, hvordan det kunne gå så galt.
Ifølge AP er tragedien i Port Said den værste fodboldulykke i verden siden 1996, hvor 78 blev trampet til døde i Guatemala City kort før en VM-kvalifikationskamp mellem Guatemala og Costa Rica.
fortsæt med at læse




























