FN vedtager Syrien-resolution

En aktivist står foran en brændende olieledning i nærheden af byen Homs, der har været udsat for massive bombardementer.
En aktivist står foran en brændende olieledning i nærheden af byen Homs, der har været udsat for massive bombardementer.
Lyt til artiklen

FN’s Generalforsamling har vedtaget en resolution, der kræver et øjeblikkeligt stop for den syriske præsident, Bashar al-Assads, vold mod regeringskritikere og kræver, at Assad træder tilbage.

137 lande stemmer for resolutionen, 12 stemmer imod, mens 17 undlader at stemme.

Resolutionen er fremsat af Egypten på vegne af 27 andre lande inklusive flere arabiske lande, USA og europæiske lande.

Resolutionen fordømmer den »systematiske overtrædelse af menneskerettighederne« i Syrien.

Ikke-bindende resolution
Med resolutionens vedtagelse kræver generalforsamlingen, at den syriske ledelse overholder Den Arabiske Ligas plan om et omgående stop for volden mod civilbefolkningen, samt at alle sikkerhedsstyrker trækkes tilbage til deres kaserner.

Resolutionen er ikke-bindende.

Generalforsamlingen samledes samtidig med, at de syriske sikkerhedsstyrker igen torsdag gennemførte blodige angreb mod civile i storbyerne Homs og Deraa og andre byer rundt om i landet.

Menneskeretsgrupper siger, at mindst 41 mennesker er dræbt under sikkerhedsstyrkernes angreb i dag.

Onsdag blev et lignende antal civile dræbt under angreb i syriske byer. Op mod 7000 mennesker er dræbt, de fleste civile, siden opstanden mod Assad begyndte for 11 måneder siden.

Russisk og kinesisk veto

Generalforsamlingen samledes kun få dage efter, at Rusland og Kina nedlagde veto i FN’s Sikkerhedsråd mod en lignende resolution.

De to lande er blandt de 12 lande, der stemte imod resolutionen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her