På trods af trusler om »nådesløs gengældelse« fra Nordkorea gennemførte Sydkorea mandag en militærøvelse i området nær den omdiskuterede grænse i Det Gule Hav.
Omkring 1.400 civile fra de omkringliggende øer blev evakueret inden øvelsen, oplyser lokale myndigheder. Der kom dog intet umiddelbart nordkoreansk svar på aktionen, som Sydkorea kalder en rutineøvelse.
Nordkorea var blevet varslet om øvelsen ved grænsebyen Panmunjom søndag. Det nordkoreanske militær lovede herefter »nådesløse gengældelsesangreb«, hvis granater skulle lande i nordkoreansk farvand.
Nordkorea minder om bombardement af ø
Nordkorea mindede i den forbindelse nabolandet om ikke at glemme lektien fra bombardementet af øen Yeonpyeong i november 2010, hvor fire sydkoreanere blev dræbt.
Dengang sagde Nordkorea, at angrebet var gengældelse for en sydkoreansk øvelse, hvor granater havnede i farvandet, som Nordkorea regner som en del af landets maritime territorium.
Angrebet i 2010 vakte kortvarigt frygt for krig og førte til en større sydkoreansk oprustning på øerne i området. Sydkorea har siden lovet at slå hårdere igen med luftangreb i tilfælde af nye angreb fra Nordkorea.
Truer med tusind gang værre angreb
Tidligt mandag gentog Nordkorea truslerne:
»Hvis krigsmagerne foretager uforsvarlige affyringer på trods af vores advarsler, vil de ikke kunne undgå en straf, der er tusinde gange værre end det tidligere bombardement af Yeonpyeong«, hed det i en erklæring.
Øvelsen kommer på tidspunkt, hvor Nordkorea er i en overgangsfase efter tidligere leder Kim Jong-ils død i december sidste år. Han efterfølges af sønnen Kim Jong-un.
LÆS OGSÅ Nordkorea giver Kim Jong-il ny titel posthumt
»Jong-Un står over for en hård opgave, hvor han skal fjerne indtrykket af ham som en ung, svag og uerfaren leder«, siger Paik Hak-Soon fra den sydkoreanske tænketank Sejong Institute.
»Så han er mere tilbøjelig til at tage en dristig og uventet militær beslutning«, tilføjer Paik Hak-Soon.
ritzau
fortsæt med at læse




























