Hvad er alternativet til det syriske regime under præsident Bashar al-Assad? Ingen har et klart billede, for oppositionen er splittet. Den amerikanske tænketank Stratfor taler om 14 betydende grupper. Her er nogle af de vigtige: Syriens Nationale Råd (Syrian National Council, SNC) ledes af Burhan Ghalioun, der stammer fra oprørsbyen Homs, men nu er baseret i Paris. Rådet er en koalition af syv forskellige oppositionsgrupper, hvoraf den største er Det Muslimske Broderskab. Men derudover omfatter det 300 mand store råd repræsentanter for syriske demonstranter og græsrodsgrupper. Da SNC blev dannet i oktober, var forbilledet Det Libyske Overgangsråd (NTC), der under opstanden i Libyen blev internationalt anerkendt som repræsentant for oppositionen. Syriens Nationale Råd har også fremlagt en plan for overgang til en »demokratisk, pluralistisk og civil stat«. SNC domineres af Syriens store flertal af sunnimuslimer og har haft svært ved at vinde kristne og alawitter (den shiamuslimske sekt, som præsident Assad tilhører) over på sin side. Mange fra disse grupper har sammen med det meste af den syriske hær og forretningseliten i Damaskus og Aleppo fastholdt støtten til Assad-styret.
Nu kaster Assads soldater sig over den næste oprørsbyOprindelig ønskede SNC en ikke-voldelig revolution, men det har ændret sig: I torsdags oplyste Burhan Ghalioun, at SNC nu har etableret en militær afdeling, der skal fungere som en slags forsvarsministerium og koordinere oppositionens militære aktiviteter: »Situationen har ændret sig, og SNC må leve op til sit ansvar«, erklærede han i Paris. Ifølge SNC omfatter samarbejdet Den Frie Syriske Hær (se nedenfor), men meldingerne fra sidstnævnte er ikke helt tydelige. Den britiske avis The Guardian ser beslutningen om det militære kontor som tredje led i en kæde af beslutninger fra denne uge: Først erklærede Qatars ministerpræsident Hamad bin Khalifa al-Thani, der netop har været i Danmark, at Qatar vil støtte Syriens opposition »med alle midler«, herunder våben.



























