06.37 Romney vinder Ohio, forudser flere amerikanske medier nu med 96 procent talt op. Det sker med nærmest mindst mulig margin, men sejren har enorm symbolsk betydning for den tidligere Massachusetts-guvernør. Han har i måneder sloges med sin ærkerival, Rick Santorum, om hvem der ville vinde USA's vigtigste svingstat. Santorum har længe haft en føring i Ohio, hvor han stod stærkt hos statens mange industriarbejdere. Hvis resultatet holder, er det et stort symbolsk tab for Santorum.
06.16: Med over 90 procent optalt er det utroligt nok fortsat lige i Ohio. Ud af over 850.000 stemmer på Romney og Santorum skiller kun 7.000 stemmer dem nu - en yderst spinkel Romney-føring. Hvis forskellen på de to kandidater bliver mindre end 0,25 procentpoint, skal der ifølge Ohios valgregler være omtælling.
05.44: Romney vinder Idaho. Med kun en tredjedel af stemmerne optalt fører han så enormt, at han med sikkerhed vinder. Det er en forventet sejr.



























