Choksejr i syden river valgkampen helt åben

Danny Cooper vinker bilister ind til lokale stemmebokse i Alabama tirsdag. Rick Santorum vandt. David Goldman/AP
Danny Cooper vinker bilister ind til lokale stemmebokse i Alabama tirsdag. Rick Santorum vandt. David Goldman/AP
Lyt til artiklen

Den ene er kanoneret til komet, men kan næppe vinde mod Obama. Den anden er reduceret til dødvægt, men nægter at stoppe. Den tredje kan ikke begejstre, selv om han har flere venner og penge end nogen anden.

Lyder det mærkeligt? Velkommen til republikanernes fuldkommen uforudsigelige kamp om, hvem der skal udfordre Barack Obama ved efterårets præsidentvalg. Et valg som i nat tog endnu en uventet drejning, da Rick Santorum overraskende vandt i både Alabama og Mississippi.

LÆS OGSÅ Kæmpesejr for Santorum: Vinder hele syden i nat

Her er tre konsekvenser af nattens choksejr til den religiøse kandidat fra Pennsylvania.

1. Santorums succes skyldes modstandernes uduelighed
Rick Santorum vandt ganske vist begge sydstater i nat, men CNN’s exitpolls viser samtidig, at de fleste af hans vælgere faktisk mener, at den mere moderate Mitt Romney vil have større chance for at vinde over Obama. Med andre ord: Hellere tabe med Santorum end vinde med Romney. Med den indstilling kan valget fortsætte helt frem til sommeren.

2. Newt Gingrich er punkteret, men Romney håber, han bliver
Selv om Gingrich fik to andenpladser foran Mitt Romney i nat, er resultatet en katastrofe for kandidaten. Gingrich har blot vundet i to stater, og når han end ikke kan få en sejr i syden, hvor han har hjemmebane, er han reelt færdig i kapløbet. Det synes Gingrich imidlertid ikke selv, så han bliver i valget. Og det er Mitt Romney formentlig lykkelig for. Hvis Gingrich droppede ud, ville de fleste af hans stemmer nemlig formentlig gå til Santorum, påpeger Politico.

3. Hvis Romney taber i Illinois, går partiet i panik

Selv om han bruger fem gange flere penge end sine modstandere og får alle de kendte partifællers støtte, har han svært ved at komme afgørende i front. Partitoppen eksploderer, hvis Romney ikke vinder næste store svingstat, Illinois, på tirsdag – en stat, som normalt stemmer moderat. Det vil være næsten umuligt for Santorum at indhente Romneys forspring i delegerede, påpeger New York Times. Men hvis Romney taber i Illinois, ses det som mistillidserklæring fra de vælgere, der skal støtte ham mod Obama. Og så kan Romney blive presset til at komme med endnu mere konservative udmeldinger om for eksempel abort for at få republikanske stemmer - hvilket kan skræmme midtervælgerne væk i kampen mod Obama.

LÆS OGSÅ Santorum: Nu vinder vi alt og slår Obama

Og Ron Paul? Med mindre end fem procent af stemmerne i Alabama og Mississippi er outsideren fortsat outsider. Ingen forventer dog, at han stopper.

Næste primærvalg er Puerto Rico på søndag med 23 delegerede. Næste store valg er Illinois på tirsdag med hele 69 delegerede. I sidstnævnte er der næsten dødt løb mellem Romney og Santorum, og Romney bruger allerede millioner på kampagneaktiviteter.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her