Rusland anklages for at sende specialstyrker til Syrien

MODSTAND. En oprører fotograferet under skududveksling med regeringssoldater i Damaskus lørdag.
MODSTAND. En oprører fotograferet under skududveksling med regeringssoldater i Damaskus lørdag.
Lyt til artiklen

To krigsskibe fra den russiske flåde er lagt til kaj i Syrien.

Et af dem medbringer ifølge efterretningsoplysninger et hold antiterror-marinesoldater, rapporterer den arabiske tv-station Al Arabiya på baggrund af oplysninger fra en israelsk sikkerhedskilde.

Oplysningerne om, at russiske militære specialister skulle assistere det syriske militær afvises af viceudenrigsminister Anatolij Antonov.

»Der er ikke nogen russiske specialstyrker, der render rundt med rifler og granatkastere«, siger han ifølge Al Arabiya.

LÆS OGSÅ Nu vil Syrien samarbejde med FN-udsending

Mandag advarede det svenske fredsforskningsinstitut Sipri - Stockholm Peace Research Institute - at mængden af våbenleverancer til Syrien er steget med 600 procent fra 2007 til 2011. Langt størstedelen - 78 procent - kommer fra Rusland, konkluderer Sipri ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Blandt andet har syrerne bestilt 50 nye kampfly, der skal leveres allerede i år.

Militæreksperter følger med våbenordrer
Med våbenleverancerne følger tekniske eksperter, forklarer Anatolij Antonov. Det drejer sig om militærpersonale, der oplærer syriske regeringssoldater i brugen af de våben, russerne leverer.

»Det er en del af vore kontraktmæssige forpligtelser. Når vi leverer våben, så skal vi også levere oplæring«, siger han.

Imens tager kampene mellem regeringshæren og oprørerne til. Senest gik oprørere - der ifølge oppositionskilder bestod af bevæbnede afhoppere fra militæret - til angreb på en højtstående brigadegenerals hjem i den velstående Damaskusbydel el-Mezze.

Det udløste flere timers kraftige ildkampe i kvarteret.

LÆS ARTIKEL

Oprørere kæmper mod styret i Syriens hovedstad

Aktionen viser, at modstanden mod præsident Bashar al-Assads regime ændrer taktik. Tidligere har den været koncentreret i området, hvor oppositionen har stået stærkt og dermed hindret styrets soldater adgang.

Men det har blot ført til, at områderne tilsyneladende sønderbombes af militæret uden hensyn til de civile beboere, der måtte opholde sig i dem.

Ny by under angreb

Ifølge CNN er den syriske hær i gang med at angribe byen Rastan, der i flere uger har været mål for bombardementer. Dermed gentager styret fremgangsmåden fra Homs, hvor et kvarter blev indtaget efter en månedlang kamp med oprørere.

Angrebet har smadret bydelen Baba Amr og kostet et stort antal mennesker livet. Over 8.000 er blevet dræbt under oprøret mod Bashar al-Assad.

Der er ifølge syriske oppositionskilder fortsat skyderier i Homs.

I Deir al-Zon har oprørsstyrkerne netop trukket sig tilbage efter to dages beskydning fra kampvogne. Det sker for at undgå en massakre på civile, siger de ifølge Reuters.

LÆS OGSÅ Diktators private indbakke afslører luksuriøs livsstil

Internationalt Røde Kors opfordrer parterne til at tillade daglige våbenhviler, så kvæstede og civile, der er fanget i kampene, kan få hjælp.

Selv om Rusland sammen med Kina tidligere har modsat sig internationale protester mod myrderierne i Syrien, så tilslutter russerne sig forslaget fra hjælpeorganisationen og vil ifølge udenrigsminister Sergej Lavrov lægge pres på styret i Damaskus for at få dem til acceptere forslaget om at tillade humanitær hjælp.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her