Overlevende fra flystyrt er i kritisk tilstand

Lyt til artiklen

14 personer har overlevet et blodigt flystyrt i Sibirien i Rusland, mens 29 andre har mistet livet.

Flere af de overlevende er dog i yderst kritisk tilstand, så dødstallet kan sagtens vise sig at blive højere, lyder det fra myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters.

LÆS OGSÅ Fly med 43 om bord styrter ned i Sibirien

Flystyrtet er under alle omstændigheder det værste i Rusland siden et Yak-42-fly i september sidste år styrtede ned kort efter afgang fra lufthavnen i Yaroslavl.

Dengang mistede 44 personer livet, heriblandt hele det professionelle ishockeymandskab fra Lokomotiv Yaroslavl.

Brød i brand efter styrt

Der er endnu ingen officielle meldinger om, hvad der kan have forårsaget flystyrtet nær Tyumen i Sibirien. Efter at være styrtet til jorden brød flyet i brand.

Flyet fra det russiske selskab UTair var forinden lettet fra lufthavnen i Roschino med kurs mod Surgut, en olieby i det nordlige del af Sibirien. Der er tale om et fly af typen ATR-72 fra den italiensk-franske flyproducent ATR.

Selskabet har to andre fly af samme type, skriver Reuters.

Talsmand Irina Andrianova fra katastrofeministeriet oplyser, at der i alt var 39 passagerer og fire besætningsmedlemmer om bord på flyet. De overlevende er blevet fløjet med helikopter til sygehuset.

FACEBOOK

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her