På andendagen i retssagen mod Anders Behring Breivik skal hovedpersonen forklare sig for dommerne i Oslo Tingrett.
Forsvarsadvokat Geir Lippestad har forberedt retten på, at hans klient har forberedt en cirka 20 minutter lang tale, hvor han vil forklare bevæggrunden for terrorangrebet 22. juli.
Der er afsat lidt mere end fem dage til, at den terror- og drabstiltalte nordmand kan forklare sig.
I går erklærede Anders Behring Breivik sig skyldig i terrorangrebet, der kostede 77 mennesker livet, men bad om frifindelse, fordi han mener, at angrebet er en form for politisk nødværge mod det multikulturelle samfund.
LÆS MERE Forsvarsadvokat: Breiviks version bliver skrap kost
Hovedpunkter fra dagen:
- Lægdomer Thomas Indrebø bliver erklæret inhabil, da det kommer frem, at han dagen efter terrorangrebet har skrevet på Facebook, at dødsstraf er den eneste retfærdige straf til Breivik.
- Breivik læser højt fra en 13 sider lang forsvarstale, hvor han argumenterer for, at det norske urfolk er truet på dets eksistens, og at en marxistisk presse ikke giver taletid til nationalkonservatives kritik af muslimer.
- Anklagerne spørger ind til Breiviks liv og er især interesseret i, hvorfor han blev radikaliseret. Han forklarer blandt andet, at han selv er blevet overfaldet af voldelige muslimer.
16.03 Anders Behring Breivik forlader retten.
16.01 Dommer Arntzen hæver retten. Breivik iføres håndjern og ekskorteres væk fra vidneskranken af fire politibetjente. På vej ud af retten stopper han for at tale med sin forsvarer.
16.01 Breivik vil ikke svare på, hvorfor han ikke fandt meningsfæller i Norge i stedet for at se udenlands.
15.58 Breivik svarer på spørgsmålene fra anklageren, og virker meget opmærksom på, hvordan anklageren opsummerer hans svar. Enkelte gange går han hende i rette.
15.56 Anklageren stiller et væld af dybdegående spørgsmål til Breiviks politiske ståsted over årene for at belyse hans radikalisering.
15.50 Ifølge anklageren har Breivik skrevet, at Nato's bombning af Serbien var afgørende for oprettelsen af organisationen Knights Templar. Anklageren spørger ham, om konflikten var dråben, der fik bægeret til at flyde over. "Måske. Jeg husker det ikke så godt. Det er mange år siden", svarer Breivik.
15.47 Breivik bliver bedt om at uddybe, hvorfor han blev radikal. Han husker, at han som teenager var meget kritisk over for Palæstina, der som bekendt ligger i konflikt med Israel.
15.43 Dommer Arne Lyng afbryder for at spørge til, hvor anklageren har oplysningerne fra og får svar.
15.43 Breivik fastholder, at han brækkede næsen.
15.42 Ifølge anklageren står der intet om et brud i lægeerklæringen.
15.40 Den terroranklagede nordmand fortæller, at han er blevet "angrebet af muslimer". "Da jeg fik et slag på næsen og brækkede næseryggen", siger han.
15.38 Breivik forklarer, at han ikke føler grund til at tvivle på udsagn fra "venner".
15.38 Anklageren begynder prompte på afhøringen af Breivik. Anklageren vil høre mere om de oplevelser, som andre og Breivik har haft, og som ligger til grund for hans radikalisering. "Har du gjort noget for at undersøge, hvorvidt det har været sandt, det du har hørt fra andre?", spørger anklageren.
15.36 "Retten er sat", siger dommer Arntzen.
Pause
15.16 Breivik spørger, hvor lang tid retten vil fortsætte endnu, da han gerne vil have en pause. "Så tager vi en pause nu", siger dommer Arntzen.
15.14 Ifølge Breivik blev han provokeret, når muslimer begik kriminalitet og fik det, han betegner som en lav straf. Det provokerede ham også, at folk blev stemplet som nazister, hvis de udtalte sig kritisk om muslimer.
15.13 Breivik forklarer, at han mistede troen på demokratiet på grund af oplevelser, som han selv og hans venner har haft med muslimer.
15.12 En uniformeret betjent afløser den kollega, der sidder nærmest Breivik.
15.11 Nu spørger vil anklageren spørge til, hvorfor Breivik blev radikal.
15.10 Anklageren vil vide, om Breivik mener, at han havde succes i politik. "Mit engegement var marginalt", siger Breivik blandt andet.
15.08 Breivik har foreslået at danne en fælles platform for de borgerlige partier. På det tidspunkt havde Breivik ifølge ham selv en tro på, at han kunne fremme sin politiske sag i det demokratiske system.
15.06 Breivik tager selv ordet for at fortælle om, hvad han har skrevet om i sine indlæg. Han har beskæftiget sig med boligpolitik, økonomisk politik, men lidt om indvandring, fortæller han.
15.05 Anklagemyndigheden har indhentet nogle politiske indlæg, som Breivik har skrevet i forbindelse med sit engagement i Fremskridtspartiet i Norge.
15.01 Anklager Engh og Breivik har for det meste øjenkontakt med hinanden. "Mmm", lyder det ofte fra anklageren, mens Breivik svarer. Som oftest svarer han velvilligt og fyldestgørende.
14.59 På et tidspunkt var Breivik opsat på at blive medlem af bystyret i Oslo, fortæller han. Men han gjorde ingen sønderlig indsats for det, siger han.
14.56 Breivik mener ikke, at hans medlem af Fremskridtspartiet er "nævneværdigt".
14.55 Dommerne har lagt ansigterne i alvorlige medier og følger tydeligvis nøje med i Breiviks vidneudsagn. Dommer Arntzen kniber øjnene sammen, mens hun kigger frem mod Breivik.
14.52 "Jeg så meget og oplevede meget, og som et resultatet af de oplevelser, blev jeg helt klart højredrejet", siger Breivik.
14.46 Anklageren ønsker nu at tale om Breiviks medlemsskab af et politisk parti. Ifølge anklageren meldte Breivik sig ind i Fremskridtspartiet ungdomsparti, FpU, da han var 18 år, og selve moderpartiet, da han var 20 år.
14.44 Anders Behring Breivik oplyser, at han tjente sin første million som 24-årig. Han fremhæver, at det er en vis bedrift.
LÆS MERE
Breiviks mor hvidvaskede formue for sin søn14.39 Ifølge vg.no er arbejdskollegaen Kristoffer Nikolai Andresen blandt tilhørerne i retten. Han kender Breivik fra barnsben, og arbejdede sammen med ham i firmaet Media Group. Andresen skriver for den norske avis.
14.38 Breivik forklarer, at han følte "en pligt" til at betale "så lidt skat som muligt", fordi han ikke ville støtte den norske stat.
14.35 Breivik svarer velvilligt på faktuelle spørgsmål om sine firmaer, deres økonomi, adresser og eventuelt ansatte. Han kigger ret frem på anklager Inga Bejer Engh, der stiller spørgsmål fra sin plads blandt anklagerne omkring fem meter til højre for Breivik.
14.30 Forsvarer Geir Lippestad bladrer i en enorm mappe af papirer, mens Breivik taler om sine arbejdsmæssige forhold.
14.28 Breivik bliver spurgt til sine firmaer og stillinger efter gymnasiet.
14.25 Anklageren vil vide, om Breivik er religiøs. "Hvis man skal gennemføre en selvmordsaktion, bliver man nok lidt mere religiøs", siger Breivik blandt andet. Efter eget udsagn drages han mod den katolske kirke.
14.21 I forbindelse med snakken om uddannelse joker Breivik med, at han kunne have udarbejdet et diplom til sig selv som en slet skjult hentydning til, at han har drevet et firma, der laver falske diplomer. Han smiler og griner afdæmpet af sin egen joke.
14.20 Breivik fortæller, at han blandt andet har læst bøger om økonomi.
14.15 Breivik svarer roligt på spørgsmålene fra anklager Inga Bejer Engh. Begge taler venligt til hinanden. Fra sin plads blandt anklagerne læner Engh sig en anelse frem mod Breivik, mens hovedpersonen selv sidder med ret ryg eller lettere tilbagelænet fra sin plads i en kontorstol midt i retslokalet.
14.13 Flere uniformerede betjente opholder sig i retssalen - en sidder blot cirka to meter fra Breivik.
14.11 Breivik bekræfter, at han ikke har færdiggjort en videregående uddannelse, men siger, at han på egen hånd har studeret 15.000 timer og derigennem opnået en uformel uddannelse.
14.09 Breivik forklarer nu, at han droppede ud af gymnasiet for at starte et firma.
Profil: En norsk massemorder14.08 "Jeg havde en god opvækst. Det er ikke derfor, jeg er blevet militant nationalist", siger Breivik blandt andet.
14.08 Anklager Engh vil vide, hvorfor Breivik droppede ud af gymnasiet. Breivik mener ikke, at det er relevant for sagen.
14.06 Anklageren overrækker et papir med en tidslinje over begivenheder i Breiviks liv til hovedpersonen selv. Breivik studerer papiret.
14.05 Anklager Inga Bejer Engh forklarer dommeren, at hun agter at stille spørgsmål til Breivik resten af dagen og måske hele dagen i morgen også.
14.03 Anders Behring Breivik føres tilbage til vidneskranken iført håndjern, som en politibetjent fjerner. Den anklagede står oprejst, da dommerne kommer ind.
Plan for retssagen
Pause
13.40 Dommer Arentzen hæver retten for at holde en pause på 20 minutter.
13.40 Foran Breivik sidder fire retspsykiatere, der følger Breivik nøje under forhøret og noterer flittigt.
13.39 "Jeg forventede ikke at overleve dagen", siger Breivik om terrorangrebet 22. juli.
13.38 Anklager Svein Holden vil vide, hvad der ligger i ordet "pompøs", som Breivik under dagens retsmøde har brugt om fremstillingen af sig selv i forbindelse med terrorangrebet. Det handler om at tilstræbe en stor effekt af budskabet, forklarer Breivik.
13.36 Statsanklager Svein Holden stiller spørgsmål til gruppen Knights Templar, som Breivik hævder at have kontakt til. Han fortæller, at han har mødtes med medlemmer af gruppen, men afviser at uddybe.
13.33 "Jeg ved, at det er grusomt", siger Breivik, der erkender at have skabt "meget lidelse". Af samme grund har han taget hensyn ved at omtale ofrene i brede former som "AUF" og "Arbejderpartiet", forklarer han.
13.28 Før sin forsvarstale sagde Breivik, at han ville nedtone sin indholdet af hensyn til de berørte af terrorangrebet. Anklageren vil vide, hvad han har tonet ned og hvorfor. Breivik forklarer blandt andet, at han ville blive sendt på "galehus", hvis ikke han gjorde det.
LÆS MERE
Breivik brød i gråd over egen propaganda-video13.25 Breivik forklarer, hvorfor han græd under gårsdagens forevisning af hans egen propagandafilm. "Jeg tænkte på Norge, der styres af politikere og journalister, som dræber vores land", siger Breivik.
13.24 Anklageren vil vide, om Breivik er "kommandør" på vegne af gruppen Knights Templar. "Ja", svarer Breivik.
13.22 Anklager Inga Bejer Engh vil vide, hvad Breivik mener, når han omtaler et "vi", hvilket han har gjort flere gange. Breivik nævner en række navne. "Der er vældig mange militante nationalister i Europa", siger han.
13.19 "Mit mål er konflikt, før etniske europæere kommer i mindretal", siger Breivik. Han ønsker at fremprovokere et opgør, forklarer han. "Det er blevet nøjagtigt, som jeg håbede på", siger han også.
13.14 Flere gange retter Breivik på anklageren, når hun forsøger at opsummere hans udsagn. Han sidder med sine hænder placeret på lårene.
13.11 "Er du i krig", spørger anklageren. "I princippet"; siger Breivik blandt andet. "Vi forsøger at forhindre en krig, er det rigtige at sige", fortsætter han.
13.10 "Vi handler ikke for at være onde. Vi handler for at redde vores nation", siger Breivik. I går bad ham om at blive frikendt af selv samme årsag - han påberåber sig en form for politisk nødværge.
13.08 Anklageren vil vide, hvordan det er at have et ansvar for at forsvare Norge, som Breivik mener, at han har. "Jeg har valgt at handle. Jeg er militant nationalist", siger han blandt andet og afviser, at uddybe svaret.
13.05 Breivik holder næsten konstant øjenkontakt med anklager Inga Bejer Engh.
13.04 "Alt hvad jeg har sagt stemmer, men jeg har brugt adjektiver, der formidler det på en pompøs måde", siger Breivik om sit manifest.
13.02 Breivik fortryder, at han har benyttet sig af en "pompøs" fremstilling af sig selv og sine synspunkter i kølvandet på terrorangrebet, fordi det for ham til at fremstå "sindssyg". Der er "rationelle" argumenter for hans synspunkter, siger han.
12.57 "Jeg og nogle andre har forsøgt at introducere nye traditioner for militante nationalister i Europa", siger Breivik. Han har blandt andet fundet inspiration i terrornetværket al-Qaeda, forklarer han. "Militante nationalister i Europa har meget at lære af dem"; siger han.
12.55 I modsætning til tidligere gestikulerer Breivik med hænderne og bevæger hovedet lidt frem og tilbage. Tonen mellem anklager og Breivik er rolig og høflig.
12.54 Anklagemyndigheden spørger indgående til den nationalistiske gruppe, som Breivik hævder, at han har været i kontakt med. Hun vil blandt andet vide, hvad deres motivation er, men Breivik svarer overfladisk.
12.51 Anklager Inga Bejer Engh spørger indgående. Breivik taler med en rolig stemme, mens han kigger på Engh.
12.50 Anklager Engh vil vide, om Breivik har fået mandat til at bruge fra gruppen eller sig selv. "I hovedtræk er det mig selv, der har givet mig det på en måde", svarer Breivik.
12.49 Breivik hævder, at han har været i kontakt med en nationalistisk gruppe i 2001.
12.47 Anklager Engh vil vide, om Breivik har mandat til at dræbe. Han bekræfter, at han og andre militante nationalister støtter op om brugen af våben.
12.44 Anklager Engh er ikke tilfreds med svaret. "Bestemte du det selv?", spørger hun. "Jeg bestemte det selv", svarer Breivik.
12.41 "Er det dig, som har sagt, at denne ret (til at forsvare det norske folk, red.) har jeg", spørger anklager Engh. "Mit folk er offer for systematisk dekonstruktion", svarer Breivik og fortsætter.
12.39 "Alle unikke kulturer" har ret til at kæmpe for deres overlevelse. Det er en menneskeret, mener Breivik. Han taler med en rolig stemme.
12.38 "Hvor kommer din pligt til at forsvare det norske folk fra", spørger anklager Engh.
12.37 Breivik sidder roligt i vidneskranken. Anklager Inga Bejer Engh ønsker at tale om Breiviks liv fra gymnasiet og frem til begivenhederne 22. juli for at belyse, hvordan Breivik er blevet den, han er.
12.36 Dommerne ankommer. Breivik står oprejst ved vidneskranken. Dommeren giver ordet til anklager Inga Bejer Engh, der får lejlighed til at stille spørgsmål til Breivik.
12.35 Anders Behring Breivik føres ind i retssalen. Som altid iført håndjern, som en betjent tager af ham, før han sætter sig i vidneskranken.
Pause
11.26 Breivik føres ud af retssal 250 flankeret af flere uniformerede betjente.
11.25 Anders Behring Breivik opholder sig fortsat i retssalen, hvor han taler med advokaterne.
11.23 Dommer Arntzen afbryder Breivik og hæver retten frem til 13.30, hvor statsanklager Svein Holden får mulighed for at stille spørgsmål til Breivik.
11.23 "Jeg handlede i nødret på vegne af mit folk, min religion og mit land. Jeg beder derfor om at blive frikendt for de aktuelle anklager", siger Breivik, der er færdig med sin tale.
11.20 Den terroranklagede nordmand fortsætter sin politiske forsvarstale om "Norges urfolk" og truslen mod det.
11.19 "Jeg nærmer mig slutningen", siger Breivik og fortsætter.
11.16 "Der bliver en krig" i Europa, siger Breivik. Parterne er Breivik og hans sympatisører på den ene side og multikulturalisterne på den anden side, mener han. Til slut vil førstnævnte vinde, hævder han.
11.14 Breivik mangler at læse én side, oplyser han, da dommer Arntzen afbryder.
11.12 Med andre formuleringer gentager Breivik sin pointer om, at personer med holdninger svarende til hans egne ikke bliver hørt i den offentlige debat. "Multikulturalisterne er arrogante", siger han.
11.11 Flere overlevende og pårørende noterer ned under retssagen.
10.10 Breivik citerer på ny andre personer. Herunder Mark Twain for et citat om patriotisme.
11.07 "Norge har en udfordring", siger Breivik. Han taler stærkt kritisk om indvandring.
11.05 Breivik fortsætter med at udtale sig stærkt kritisk om muslimer i hele verden.
11.02 Statsanklager Svein Holden kalder det "vigtigt", at Breivik får lejlighed til at forklare sig. Breivik fortsætter.
11.02 Dommer Arntzen vil have Breivik til at runde af og diskuterer med Breivik, der vil have lov til at læse de sidste tre sider. Breivik taler hurtigere, men stadig forholdsvis roligt.
11.00 En bistandsadvokat, der repræsenterer overlevende og efterladte, afbryder. Hun mener, at Breiviks tale provokerer.
10.58 Breivik taler yderst kritisk om muslimer, som han omtaler side om side med eksempler på grov kriminalitet.
10.57 Af og til høres fnyssen over Breiviks tale.
10.56 Igen siger Breivik, at kritikken af det multikulturelle samfund ikke får spillerum i pressen, selv om mange borgere forholder sig stærkt kritisk til det.
10.55 Breivik fortsætter sin kritik af det multikulturelle samfund og fokuserer nu på islamister.
10.53 "Jeg har aldrig bedt om fem dage. Det eneste jeg har bedt om er en time", siger Breivik roligt, inden han for lov at fortsætter sit forsvar.
10.52 Forsvarsadvokat Geir Lippestad siger, at han forstår rettens synspunkt, men han beder om, at Breivik får tid til at læse de fem sider, som Breivik ifølge ham selv mangler at læse højt.
10.52 "Nærmer du dig en afslutning, Breivik?", siger dommer Arntzen. Breivik argumenterer for, at han ikke kan forsvare sig selv, hvis han ikke må forklare sig selv.
10.49 "En etnisk gruppe er selve hjertet i en kultur", siger Breivik, der omtales som højreekstremist. "Kulturen kan ikke overleve uden et stærkt hjerte", siger han videre.
10.48 Flere gange citerer Breivik forskellige samfundsdebattører.
10.46 Der er roligt blandt tilhørerne.
10.45 Breivik forsætter sin tale.
10.44 Dommer Arntzen spørger, om Breivik snart er færdig. "Jeg er på side seks af 13", svarer Breivik. Dommeren opfordrer Breivik til at runde af. "Alt er relevant", siger Breivik, der svarer roligt og venligt. Dommer Arntzen opfordrer Breivik til at holde sig til forhold, der omhandler Norge, efter at han blandt andet har rost det japanske samfund.
10.42 Breivik sidder fortsat helt roligt i vidneskranken ret foran retspsykiaterne og dommerne. Han læser stadig med en lettere lys, rolig stemme.
10.41 Breiviks egen forsvarstale handler i høj grad om, hvordan folk med holdninger som ham selv bliver knægtet i den offentlige debat. Flere gange henviser han til statistikker.
10.40 "Jeg er født i et fængsel og har levet hele livet i et fængsel, hvor jeg ikke har haft mulighed for at udtale mig", siger Breivik. "Dette fængsel hedder Norge", siger han.
10.37 Dommer Arntzen afbryder Breivik. Hun gør opmærksom på, at han indledningsvis sagde, at han ville tage hensyn til de overlevende og pårørende blandt tilhørerne, når han holder sin tale. "Kan du indrette dig efter det?", siger hun. "Det bliver ikke værre end det her", siger Breivik.
10.35 Breivik mener, at medlemmerne af den socialdemokratiske ungdomsorganisation, AUF, som han angreb på Utøya, ikke er uskyldige. Han anser dem for "politiske aktivister". Utøya er en "indoktrineringslejr", mener Breivik.
10.34 I lighed med tidligere kritiserer Breivik de norske socialdemokrater i Arbejderpartiet.
10.33 Overlevende og pårørende til de dræbte følger med i Breiviks forsvarstale. Enkelte taler af og til sagte til hinanden.
10.32 Breivik omtaler sig selv som "militant nationalist".
10.30 Modstandere af multikulturalisme har ikke fået taletid siden Anden Verdenskrig, mener Breivik.
10.29 Breivik fortsætter sin kritiske talestrøm om pressen. Nyhedsbureauer er tilhængere af multikulturalisme, lyder det blandt andet.
10.28 Dommer Arntzen afbryder Breivik. Hun vil vide, om Breivik læser højt fra sit manifest. Det afkræfter Breivik og fortsætter.
10.27 Breivik taler med en lys, rolig stemme og læser sjældent forkert. En sjælden gang kigger han op mod dommerne, der sidder foran ham.
10.26 Der bliver set ned på nationalkonservative, mener Breivik, der blandt andet anklager pressen for at knægte dem.
10.24 Ifølge Anders Behring Breivik er nationalkonservative over alt i Europa blevet fortrængt af andre politiske fløje i en sådan grad, at der reelt ikke er tale om demokrati.
10.22 Breivik fremhæver, at Europa ikke har haft nogen Joseph McCarthy, en amerikansk politiker, som var kritisk over for kommunismen. I Breiviks øjne var McCarthy dog for moderat.
10.20 Breivik læser i et roligt tempo højt fra papirer foran sig, som han hele tiden kigger ned på.
10.18 I en historisk gennemgang kritiserer Breivik blandt andet marxister. Han mener, at kulturradikale har bragt marxister til magten i Vesteuropa.
10.17 Overlevende og pårørende til de dræbte følger med i Breiviks tale. Kun Breiviks stemme og lyden af journalisternes tasten på computerne høres i lokalet.
10.16 Breivik mener, at han har begået det mest "spektakulære" angreb foretaget af en nationalist i dette århundrede.
10.15 Breivik anfægter konklusioner om, at han er narcissistisk og lider af andre personlighedsforstyrrelser. Han læser roligt op fra sit ark, som han hele tiden kigger ned på.
10.14 Anders Behring Breivik gør det klart, at han er talsmand for en "modstandsbevægelse", og at han taler på vegne af mange nordmænd og skandinaver.
10.13 "Jeg har nedtonet retorikken af hensyn til ofrene og de pårørende", siger Breivik.
10.11 Breivik taler roligt om muligheden for at udtale sig. "Jeg har en liste med punkter", siger han blandt andet og beder om, at han selv kan bestemme rammerne for sit forsvar.
10.11 "Kære dommer Arntzen...", begynder Anders Behring Breivik.
10.10 Dommer Arntzen forklarer, at Breivik har ret til at udtale sig. "Du må også være forberedt på, at jeg kan afbryde, hvis du bevæger dig uden for det, der har betydning for sagen", fortsætter hun.
10.09 Han bærer en lille stak papirer i hænderne. Der er næsten helt stille i retssalen.
10.08 Anders Behring Breivik rejser sig for at tage plads i vidneboksen.
10.06 "Retten er enstemmigt kommet frem til, at meddommeren er inhabil", siger dommer Arntzen om lægdommer Thomas Indrebrø. Han har dagen efter terrorangrebet 22. juli skrevet på Facebook, at Breivik fortjener dødsstraf, hvilket kom forud for dagens retsmøde.
10.04 Dommer Arntzen læser højt af reglerne for dommere.
10.02 Dommerne ankommer til retssalen. Lægdommer Thomas Indrebrø, hvis inhabilitet er blevet diskuteret, er ikke til stede.
10.01 Anders Behring Breivik ankommer på ny til retssalen. En uniformeret betjent tager håndjernene af ham, inden han sætter sig ned.
9.55 Forsvarsadvokat Geir Lippestad bevæger sig over til anklagerne, hvor han veksler et ord med Svein Holden og Inga Bejer Engh. Man afventer stadig, at dommerne kommer tilbage fra deres møde.
9.48 Dommernes møde har overskredet den halve time, som dommer Wenche Elizabeth Arntzen satte af, før hun forlod retssalen sammen med de andre dommere.
9.41 Tilsyneladende er alle på nær dommerne og Breivik på plads i retssalen, hvor man afventer rettens vurdering af, hvorvidt lægdommer Thomas Indrebrø er inhabil eller ej.
9.39 Tilhørere undrer sig højlydt over, at lægdommerens Facebook-kommentar, hvor han siger, at Breivik fortjener dødsstraf, først kommer frem nu, hvor retssagen er i gang.
9.36 Forsvarsadvokat Geir Lippestad er tilbage i retslokalet og taler med en kollega.
9.34 Der er fire koordinerende bistandsadvokater til stede i retssalen. De repræsenterer ofrene for terrorangrebet, og flere af dem taler med medlemmer af den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF, der sidder blandt tilhørerne.
9.31 Flere tilhørere siver langsomt tilbage til deres pladser. Alle tilhørere i retssal 250 har fået udstukket et nummereret sæde, og nogle vagter skal scannet deres identifikationskort, før de kan komme ind i retssalen.
9.28 Halvdelen af tilhørerpladserne i retssal 250 er tomme. Ellers er det kun nogle af anklagerne samt de fire retspsykiatere, der skal observere Breivik under sagen, som er til stede. Snakken går livligt i retslokalet.
9.20 Til retssagen er koblet to dommere i form af Wenche Elizabeth Arntzen og Arne Lyng. Dertil kommer fire lægdommere: Ernst Henning Eilsen, Diana Patricia Fynbo, Anne Elisabeth Wisløff og Thomas Indrebrø. Sidstnævntes habilitet diskuteres nu af dommerne, der har trukket sig tilbage fra retssalen.
9.13 Mange pressefolk, overlevende og pårørende til de dræbte har forladt retssal 250, hvor de resterende taler heftigt om den uventede udvikling i sagen.
9.11 Breivik føres ud af retssalen iført håndjern.
9.09 Dommer Arntzen: "Retten tager en halv times pause for at træffe en afgørelse".
9.08 Såvel statsanklager Svein Holden som forsvarer Geir Lippestad og bistandsadvokat Siv Hallgren, der repræsenterer ofrene, får mulighed for at kommentere spørgsmålet om den ene lægdommers habilitet. Alle giver udtryk for, at lægdommeren bør trække sig.
LÆS MERE
Politi går ind i sag om Breivik-dommers Facebook-status9.07 Dommer Wenche Elizabeth Arntzen bekræfter, at en af lægdommerne, Thomas Indrebrø, har skrevet en Facebook-kommentar, hvor det fremgår, at Breivik fortjener dødsstraf. Kommentaren blev skrevet 23. juli - dagen efter terrorangrebet.
9.05 Dommerne ankommer til retten. "Retten er sat", siger dommer Wenche Elizabeth Arntzen.
9.04 Forsvarer Geir Lippestad og Breivik taler sagte, mens de holder en lille stak papirer.
9.03 Breivik står roligt oprejst ved sin plads, mens retten afventer dommernes ankomst.
9.00 Iført jakke sæt strækker Breivik sin ene hånd ud mod tilhørerne som en form for hilsen - lige som han gjorde det i går. Flere i salen sukker eller kommenterer lavmælt Breiviks hilsen.
8.59 Anders Behring Breivik ankommer til retten.
8.54 Fire retspsykiatere følger Anders Behring Breivik under retssagen. Alle fire er ankommet til retssalen, hvor de indtager deres pladser få meter fra Breiviks stol. Hovedpersonen selv er endnu ikke ankommet.
8.45 I retssalen er der forholdsvis mange, som snakker. En del diskuterer mange fænomenet Anders Behring Breivik. Flere overlevende og pårørende til de dræbte fremstår umiddelbart afslappede.
8.40 I Norge frygter mange, at Breivik vil komme med ekstremistiske synspunkter i under dagens retsmøde.
8.35 På gårsdagens retsmøde sagde forsvarsadvokat Geir Lippestad, at Breivik har forberedt "en opsummering" af sine synspunkter, som han ønsker at formidle for retten, når han får taletid i dag.
LÆS MERE
Forfatter: Breivik har taget os alle til gidsel som »nyttige idiotier«8.30 Retssal 250 fyldes langsomt med pressefolk, overlevende og pårørende til de dræbte.
DOKUMENTATION
Retsdag 1 minut for minut: Breivik erkendte terror og drabfortsæt med at læse




























