Hvis Mitt Romney havde været USA’s præsident de seneste år, var sidste års aktion mod terrorlederen Osama bin Laden aldrig fundet sted.
Sådan lyder budskabet i en valgvideo for Barack Obama, som blot er et i en række indslag fra præsidentens kampagne, hvor bin Laden fremhæves. Mitt Romney har taget afstand fra videoen.
I videoklippet, som kom fredag, hylder tidligere præsident Bill Clinton den siddende præsident Obama for hans mod til at beordre aktionen, som førte til bin Ladens død 2. maj 2011.
Romney kritiserede jagt på bin Laden
Midt i Clintons hyldest står der hen over skærmen: »Hvilken vej ville Mitt Romney have taget?«. Svaret på det spørgsmål giver valgvideoen selv et bud på ved at klippe til en udtalelse, Romney kom med i 2007, da han første gang forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat, men tabte til John McCain.
Romney kritiserede dengang Obama for at sige, at han som eventuelt kommende præsident ville gå så langt som til at angribe mål i Pakistan, hvis det skulle blive nødvendigt for at ramme Bin Laden:
»Det er ikke værd at sætte himmel og jord i bevægelse og bruge milliarder af dollar på bare at forsøge fange en enkelt person«, sagde Mitt Romney i 2007.
Valgvideoen skal ses i lyset af, at Romney anses som sikker til at blive Obamas modkandidat ved efterårets præsidentvalg.
Mitt Romney kalder det »passende«, at Obama tager ære for at have fået ram på bin Laden. Men Obamas beslutning om at politisere begivenheden er derimod alt andet end passende, mener Romney.
Han understreger ved at samme lejlighed, at han ville have truffet nøjagtig samme beslutning som Obama, havde han været i hans sko.
»Selvfølgelig ville jeg have givet ordren til aktionen Osama bin Laden«, siger Mitt Romney ifølge flere medier:
»Det er en person, som har forvoldt forfærdelig skade mod USA, og som repræsenterer en fortsat trussel mod civiliserede mennesker verden over«.
Obama blev spurgt til sagen mandag, men understregede blot – uden at nævne Romney ved navn – at folk må stå til ansvar for, hvad de tidligere har sagt om jagten på bin Laden.
Siden har præsidenten gjort stor brug af referencer til aktionen mod Osama bin Laden, når han har talt offentligt. Senest i sin tale i nat til nationen, som skete på årsdagen for bin Ladens død.
»Det var her i Afghanistan, at Osama bin Laden etablerede et fristed for sin terroristorganisation«.
»Det var her, inden for disse grænser, at Al Qaeda igangsatte de angreb, som dræbte næsten 3.000 uskyldige mænd, kvinder og børn«, sagde Barak Obama:
»Og for et år siden, fra en base her i Afghanistan, igangsatte vores tropper en aktion, som dræbte Osama bin Laden«.
Obama bebrejder Bush for bin Laden
I talen var samtidig en indirekte stikpille til Mitt Romneys partifælle George W. Bush, som var præsident fra 2001 til 2009, for at have ladet terrorlederen slippe væk, mens han førte krig andetssteds:
»I 2002 flygtede bin Laden og hans løjtnanter over grænsen og etablerede fristeder i Pakistan. USA brugte næsten otte år på at kæmpe en anden krig i Irak«, sagde Barack Obama.
Barack Obama indleder officielt sin kampagne for genvalg i denne uge. Præsidentvalget er 6. november.
FACEBOOK Bliv ven med Politiken
fortsæt med at læse




























