Marlene Wind: EU er i et limbo efter valgene

USIKKERHED. Tvivl om Francois Hollandes kurs som fransk præsident er med til at skabe usikkerhed i Europa, vurderer EU-ekspert.
USIKKERHED. Tvivl om Francois Hollandes kurs som fransk præsident er med til at skabe usikkerhed i Europa, vurderer EU-ekspert.
Lyt til artiklen

Weekendens valg vil præge EU i den kommende tid, venter Marlene Wind, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

»I Grækenland har der tydeligvis været et ønske om at komme af med den gamle garde. Vælgerne har kastet den politiske elite på porten. Det bidrager til stor usikkerhed om den politiske fremtid«, siger hun om valgresultaterne fra Athen.

I Frankrig har borgerne erstattet den konservative Nicolas Sarkozy med socialisten Francois Hollande, der blandt andet har erklæret sig som modstander af den finanspagt, som skal hindre underskud på eurolandenes budgetter og regnskaber.

LÆS OGSÅ Valgresultaterne i Frankrig og Grækenland udløser kursfald

Imidlertid har Hollande ifølge Marlene Wind ikke været særligt præcis i sine beskrivelser af, hvad han vil gøre ved den finanspagt, han har kritiseret så skarpt.

»Vi ved ikke rigtigt, hvor hårdt han står på de krav, eller om kravler ned fra træet. Så det er klart, at markederne reagerer på det her. Det skaber usikkerhed om, hvor Frankrig er på vej hen«, siger hun.

Truer med at ophæve reformer
Hollande har også kritiseret nogle af de økonomiske reformer, Nicolas Sarkozy har gennemført, heriblandt en pensionsreform. Spørgsmålet er, om han ligefrem vil rulle reformerne tilbage.

»Det kan i så fald give alvorlige ridser i lakken på fransk økonomi«, mener EU-eksperten.

Europæiske aviser: Fransk valgresultat er en afvisning af Europas sparekrav

Samtidig har de seneste års krise i EU-landene været håndteret af en fasttømret alliance mellem Sarkozy og den tyske forbundskansler, Angela Merkel. Nu er Sarkozy på vej ud.

»Det kan sætte spørgsmålstegn ved, om den fransk-tyske akse er i stand til at bringe Europa videre gennem krisen«, vurderer Marlene Wind.

»Det betyder noget for markederne om Hollande taler i store ord om revolution, eller om han nu giver håndtryk til Merkel om, at 'Vi skal nok finde ud af det her'«, tilføjer hun.

Tysk afvisning af Hollande før valget

Før valget afviste Angela Merkel at mødes med Hollande, da han udfordrede Nicolas Sarkozy under valgkampen.

»Det var dumt af Merkel, at hun afviste det. Det er vilkårene i et demokrati, at vælgerne skal spørges. Så må man tage bestik af det«, mener Marlene Wind.

LÆS MERE Hollande får høflig tysk modtagelse trods hårde krav

Resultatet af de to valg er, at der i en tid fremover vil være usikkerhed om, hvad der nu skal ske i den kriseramte eurozone. I Frankrig afhænger kursen nu også af udfaldet af valget til parlamentet i juni.

Det påvirker EU, som kan komme til at stå stille indtil situationen er afklaret, mener Marlene Wind: »Det er et limbo«.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her