I næsten halvandet år bemandede omkring 150 danske soldater den farlige og isolerede base Armadillo i Afghanistans Helmandprovins, selv om basen ikke længere havde betydning for krigen mod Taleban. Armadillo havde udspillet sin militære rolle allerede i sommeren 2009, og den britiske hærledelse krævede, at danskerne lukkede basen.
Alligevel trak forsvaret først soldaterne tilbage fra Armadillo i efteråret 2010. I den mellemliggende periode blev fem danske soldater dræbt og 69 såret i området ved Armadillo og den mindre base Barakzai, der blev lukket samtidig. Søren Gade sanktionerede beslutning Det er forsvarets egne topfolk, der nu for første gang fortæller historien om lukningen af Armadillo. Det sker i en ny bog, ’Et land i krig’, skrevet af Politiken-journalisterne Lars Halskov og Jacob Svendsen.




























