Par af samme køn skal kunne gifte sig, mener Barack Obama nu. Det sker i en udmelding, som netop er kommet.
»På et bestemt tidspunkt har jeg bare konkluderet, at for mig personligt er det vigtigt at gå frem og erklære, at jeg mener, at to af samme køn skal kunne blive gift«, siger Barack Obama i et tv-interview med ABC News, som netop er blevet sendt.
Det er første gang en amerikansk præsident har meldt dette synspunkt ud offentligt. Præsidenten har tidligere udtalt, at han som kristen var imod ægteskaber mellem to af samme køn, men at hans synspunkt nu var »under udvikling«.
Udmeldingen kommer, efter at vicepræsident Joe Biden har meldt klart ud til fordel for homoseksuelle ægteskaber. I går stemte delstaten North Carolina derimod for et forbud mod homovielser.
LÆS OGSÅ Homo-ægteskaber bandlyses i endnu en amerikansk stat
Præsidenten fortæller, at han gennem adskillige år har jeg talt med venner og familier og naboer om emnet. At han har set, hvordan folk i hans egen stab har indgået i parforhold med en af deres eget køn – »utrolig engagerede monogame forhold – parforhold med to af samme køn – hvor de har opdraget børn sammen«
Obama understreger, at der er tale om et personligt standpunkt, og at han fortsat støtter konceptet om, at delstater lægger linjen på dette område.
Han sagde dog også, at han er sikker på, at flere amerikanere vil vænne sig til, at bøsser og lesbiske bliver gift.
»Når jeg er ude på universiteter, taler jeg nogle gange med republikanske studerende som mener, at jeg fører en forfærdelig økonomisk politik og udenrigspolitik, men er meget klare om, at når det kommer til lighed for par af samme køn eller, du ved, seksuel orientering, så går de ind for lighed. De har det fint med det«, siger Barack Obama.
Familien har bidraget til holdningsskift
Præsidenten lægger ikke skjul på, at hans syn på området er blevet ændret efter oplevelser med sine børn og efter samtaler med sin kone:
»Malia og Sasha har venner, hvis forældre er i parforhold med to af samme køn. Der har været tidspunkter, hvor Michelle og jeg har siddet ved middagsbordet, og vi har talt om deres vennerog deres forældre og Malia og Sasha, de ville aldrig drømme om, at deres venners forældre på en eller anden måde skulle behandles anderledes. Det giver ikke mening for dem, og helt ærligt – det er den slags ting, der giver et skift i perspektiv, siger præsidenten.
Obama var imod af religiøse årsager
Homovielser har i årevis været stort debatemne i amerikansk politik. Ofte har diskussionen handlet om religion.
Tidligere har præsidenten selv henvist til sin tro som årsag til, at han var imod homovielser. Blandt andet da han stillede op til Senatet i 2004:
»Jeg er kristen. Jeg mener, at traditioner og min tro siger, at ægteskab er helligt mellem mand og kvinde«.
Han fastholdt dette synpunkt gennem sin valgkamp i 2008 for at blive præsident. I 2010 fortalte han dog første gang, at hans holdning på området var »under udvikling«.
»Jeg tøvede til dels med at støtte homoægteskaber, fordi jeg troede, registrerede partnerskaber ville være nok. Jeg var opmærksom på, at for mange mennesker fremmaner ordet 'ægteskab' meget stærke traditioner og religiøse overbevisninger«, siger Barack Obama nu.
Nu er Obama for af religiøse årsager
Præsidenten fortæller, at han har talt meget med sin kone om den religiøse side af sagen:
»Vi er begge praktiserende kristne, og det er åbenlyst, at dette synspunkt vil bringe os i modstrid med andres. Når vi tænker på vores tro, er det væsentlige, at vi ikke bare tænker på, at Kristus ofrede sig selv for vores skyld, men at det også er den gyldne regel, at man behandler andre på samme måde, man selv gerne vil behandles. Og jeg mener, at det er, hvad vi prøver at bibringe vores børn, og hvad der motiverer mig som præsident. Jeg mener, at jo mere konsistent, jeg kan ærlig over for disse forskrifter, jo bedre er jeg som far, som ægtemand og forhåbentlig som præsident«, siger Barack Obama til ABC News.
FACEBOOK Bliv ven med Politiken
fortsæt med at læse




























