I den danske debat finder mange det ofte ubegribeligt, at amerikanerne i så stort antal stemmer på en republikaner. Men i USA hælder mange tidligere Obama-støtter til at gøre netop dette ved efterårets præsidentvalg.
Obama har fået i gennemsnit 47,6 procent af vælgernes opbakning. Romney har fået 47,0 procent. Det viser en gennemgang af det seneste års 12 landsdækkende målinger, som er blevet foretaget af Washington Post og ABC News.
Mange danskere vil formentlig undre sig over, at så stor en del af amerikanerne vil stemme på Romney. Ved 2008-valget viste en Gallup-måling, at 69 procent af danskerne ville stemme på Obama, hvis de kunne, mens blot otte procent ville støtte den daværende republikanske kandidat, John McCain. I 2010 viste en dansk måling, at 84 procent kunne lide Obama.
Amerikanerne stemmer ikke efter skat og homovielser
Ser man nærmere på, hvad der har betydning for amerikanske vælgeres stemme, bliver det dog muligvis noget klarere. Amerikanerne lægger nemlig meget lidt vægt på de emner, hvor danskere ofte undrer sig over republikanernes holdninger.
Emner som homovielser og abort har forsvindende lille betydning. I stedet svarer 52 procent af amerikanerne, at ’økonomi/job’ er det vigtigste emne, når de beslutter sig for, hvem de stemmer på ved præsidentvalget. Ingen andre emner får mere end syv procent.
Det viser den seneste måling fra Washington Post og ABC News, som blev offentliggjort tirsdag.
Republikanere: Obama bruger Hollywoodfilm om bin Laden til at få genvalgMeget medieomtalte emner som homovielser, abort, skat, udenrigspolitik og krigen i Afghanistan blev hver især blot nævnt af én procent som det vigtigste emne af de adspurgte i undersøgelsen.
Med tanke på, at vælgerne stemmer efter økonomien, er det pludselig mere klart, hvorfor befolkningen er splittet før præsidentvalget. 47 procent af registrerede vælgere mener nemlig, at Obama er bedst til at håndtere landets økonomi – og 47 procent siger Romney.
Chancen for, at USA’s præsident hedder Mitt Romney til næste år, er bestemt til stede. Især når man ser på udviklingen i de såkaldte svingstater. Mens de fleste delstater i USA stemmer på samme partifarve hver gang, er der en god håndfuld, som ofte skifter side og dermed ender med at afgøre valget.
Romney fører i Florida - nu kommer Karl Rove
Florida er en af disse delstater, og her er stemningen på kort tid skiftet til fordel for Mitt Romney. Så sent som i marts førte Obama med 49 procent mod Romneys 42 procent blandt Floridas vælgere. En føring, som nu er ændret til, at Romney fører med 47 procent mod 41 procent til Obama, viser seneste måling fra i går.
Romneys spæde overtag i den vigtige svingstat kommer, netop som en nærmest mytisk skikkelse træder ind i valgkampen på Mitt Romneys side. George W. Bush' berygtede spindoktor, Karl Rove, og hans pengetank – en såkaldt superPAC – blander sig nu.
Roves valgmaskine vil i den kommende tid oversvømme svingstaterne med valgvideoer for svimlende 25 millioner dollar. At dømme efter den første i rækken går Rove direkte efter at vinde folk over, som stemte på Obama, men nu er skuffede over hans håndtering af – ja, lige netop – økonomien.
Obama og Romney varsler brutal valgkampVideoen viser en ung kvinde, som ser sine børn spille basketball i indkørslen, mens alt stadig er godt. Så ændrer videoen sig, at kvinden har fået gråt hår. Børnene er blevet voksne.
Kvindens fortællerstemme leder seerne fra fascination til skuffelse over Obama:
»Jeg støttede præsident Obama, fordi han talte så smukt. Han lovede forandring. Men tingene forandrede sig til det værre. Obama begyndte at forbruge, som om vores kreditkort ingen grænse har. Hans sundhedsreform gjorde sundhedsforsikringer endnu dyrere«, siger fortællerstemmen.
Obama angribes direkte på økonomien
Videoens fortællerstemme opregner, at den amerikanske gæld er steget med næsten 94.000 kroner per indbygger under Obama.
»Hvordan skal mine børn betale det tilbage, når de end ikke kan finde arbejde? Nu vil Obama hæve forbruget og skatterne. Det vil ikke løse problemerne«, lyder fortællerstemmen.
Alt handler om økonomi. Ikke et ord bliver sagt om abort, homovielser eller udenrigspolitik.
Romneys står lige nu midt i en god spiral. En række fremtrædende republikanere stod onsdag frem i magasinet Politico og fortalte, hvordan Romney havde overrasket dem positivt. Flere af dem har tidligere kritiseret ham offentligt.
De seneste tal viser, at Romney indsamler næsten lige så mange penge til sin valgkamp som Barack Obama. Og de konservative superPACs indsamler mere end deres venstreorienterede modsætninger.
Valget kan blive meget mere lige, end mange danskere umiddelbart ville tro.
FACEBOOK Bliv ven med Politiken
fortsæt med at læse




























