En 32 år gammel sag om en babys forsvinden i den australske outback kan nu endelig få sin afslutning.
Retten har slået fast, at det var en dingo, der tog den ni uger gamle baby Azaria Chamberlain fra et telt nær Uluru, kendt som Ayers Rock, under en campingtur i det centrale Australien i 1980.
»Dødsårsagen var resultatet af, at hun blev angrebet og taget af en dingo«, sagde embedslæge Elizabeth Morris foran Darwin Magistrates Court.
»Der er bevis for, at en dingo er i stand til at angribe, tage og slå små børn ihjel«, sagde hun ifølge AFP.
LÆS ARTIKEL Dingos mulige drab på spædbarn skal undersøges igen
Sagen fik masser af international opmærksomhed, da babyens mor, Lindy Chamberlain, i 1982 blev idømt livsvarigt fængsel for mordet på sin datter og tilbragte tre år i fængsel.
Lig blev aldrig fundet
Hun har under hele forløbet fastholdt, at hun var uden skyld, og at en dingo, en vild australsk hunderace, var skyld i barnets forsvinden.
»Vi er lettede og tilfredse med, at denne sag nu er afsluttet«, sagde Lindy Chamberlain-Creighton foran retten i Darwin:
Hendes daværende mand, Michael Chamberlain, blev idømt 18 måneders betinget fængsel for at være medskyldig. Liget af barnet blev aldrig fundet.
Men flere år senere blev babyens iturevne jakke fundet i et område, hvor de vilde hunde holdt til, og det støttede Lindy Chamberlains forklaring om, at det var en dingo, der havde taget datteren fra teltet.
Frifundet i 1987
Sagen blev herefter genoptaget, og i 1987 blev Lindy Chamberlain frifundet og løsladt efter at have afsonet tre år af sin straf. Men debatten om, hvorvidt moren var skyld i sin datters død, forstummede ikke i Australien.
Sagen blev genoptaget i 1995, men uden at finde ud af, hvad der var årsag til barnets død.
Dramaet blev i 1988 blev filmatiseret under titlen 'Et skrig i mørket' med Meryl Streep i hovedrollen som Lindy Chamberlain.
ritzau
fortsæt med at læse



























