For civilbefolkningen i Damaskus er den største bekymring ikke, hvem der vinder borgerkrigen i Syrien.
Det er derimod sikkerhed - og også adgangen til basale forsyninger, fortæller en 32-årig indbygger i den syriske hovedstad, der ønsker at være anonym, via mail til politiken.dk.
»Hvis jeg skal være ærlig, så er vi lige nu mest bekymrede for, om vi har nok mad, gas ...«, skriver han.
Røgsøjler i horisonten
Fra sit arbejde kan han tydeligt se og høre effekterne af kampene og bombardementerne i forstaden Qaboun, som siden i søndags har været centrum for voldsomme sammenstød mellem regeringsstyrker og tilhængere af oppositionen.
Oprørere: Kampene nærmer sig regeringsbygningen
Der har været talrige rapporter om, at regeringsstyrkernes helikoptere har skudt mod gaderne, hvilket den 32-årige indbygger bekræfter.
»I går var der en helikopter, der fløj over kvarteret i timevis og skød mod nogle mål dernede. Der var også angreb fra kampvogne«, skriver han.
Han kan fortsat se røgsøjler stige fra kvarteret, fortæller han.
Flugt-overvejelser
Selv kender han ikke nogen, der deltager i kampene, hverken på den ene eller den anden side. Men en vens bror er i militæret, man hans enhed er ikke indsat i konflikten.
»Han overvejer at flygte til et naboland, hvis han enhed får ordre til at deltage«, skriver den 32-årige indbygger.
LÆS OGSÅ Journalister i Damaskus undrer sig: Hvor er de smadrede vinduer?
I går slog et bombeangreb flere højtstående ministre ihjel i Assads regering. Det er uklart, hvem der stod bag, og det er fortsat en mulighed, at der er tale om et kup internt i regeringen. Reaktionerne på angrebet er da også delte i Damaskus, fortæller indbyggeren.
»Reaktionerne varierer mellem entusiasme og så frygt for en eskalering af konflikten. Folk, som er loyale over for regimet, er selvfølgelig både indignerede og bange«.
Det er ikke muligt at efterprøve oplysningerne fra den anonyme indbygger, som har en anonym Twitter-profil, der dog jævnligt bliver opdateret med unikke observationer fra Damaskus.
Spekulationerne fyger: Hvor er Assad?fortsæt med at læse




























