Det skulle have været et traditionelt vælgermøde, men i stedet for at snakke om sin modstander i valgkampen, Mitt Romney, valgte den amerikanske præsident Barack Obama at tale direkte til det amerikanske folk om tragedien i Colorado, hvor 12 mennesker blev dræbt i en biograf.
»Jeg havde set frem til en underholdende samtale med jer om nogle vigtige spørgsmål, vores land står over for og om forskellene på mig og min modstander i dette valg. Men denne morgen vågnede vi op til nyheden om en tragedie, der minder os alle om, at vi er forenet som en amerikansk familie«, siger Barack Obama.




























