Terrorister på lur i Strasbourg

Lyt til artiklen

Lillejuleaften sidste år var der som altid trængsel på julemarkedet i Strasbourg. Et par turister havde travlt med videokameraet. Hvem kunne ane, at de var i færd med at forberede en terroraktion i den fransk-tyske grænseby? Men lige i hælene havde de den tyske efterretningstjeneste, og derfor kom det ikke til noget blodbad i Strasbourg. Nu, et år efter, er Tyskland klar til at trække fem mænd i retten, anklaget for at have planlagt terror. Base i Frankfurt Den ene er en fransk statsborger af algerisk oprindelse, de øvrige fem er algeriere. Deres base var Frankfurt am Main, men de havde forbindelser i en lang række europæiske lande. Det oplyser Süddeutsche Zeitung, der har haft indsigt i anklageskriftet på 150 sider. Afsløret af telefonaflytninger De anklagede blev afsløret, fordi deres mange telefonsamtaler blev aflyttet af den tyske efterretningstjeneste. Da de blev arresteret, fandt man en videooptagelse af det berømte julemarked i Strasbourg, der åbenbart var udpeget som bombemål. Nogle af billederne viser domkirken og den indtalte kommentar lyder: »Det er guds fjenders katedral«. Og julemarkedets gæster blev beskrevet som »guds fjender, der her driver rundt«. Hjemmelavede bomber Efterforskningen viste, at de anklagede forberedte et bombeattentat. På flere apoteker havde de købt kaliumpermanganat til fremstilling af sprængstof. De havde forklaret, at det skulle anvendes til medicinske formål i Afrika. På den måde fik de skrabet 29 kilo sammen. Alle i 'Frankfurtergruppen' var forsynet med falske pas og falske kreditkort. Sidstnævnte blev øjensynligt leveret fra London. I det hele taget var der hyppige forbindelser mellem gruppen i Tyskland og fundamentalistiske miljøer i den britiske hovedstad. Da gruppen blev revet op af den tyske efterretningstjeneste, var der livlig telefontrafik mellem gruppens støtter i Tyskland og kontaktpersoner (altid kaldet 'brødre') i Rom, Madrid, Milano, Paris og London. De blev advaret om at være ekstra påpasselige. Træningslejre i Afghanistan Alle de fem anklagede har opholdt sig i træningslejre i Afghanistan. Men det har ikke været muligt at bevise eventuelle direkte kontakter til Osama bin Laden og hans netværk. Den tyske anklagemyndighed har indtil nu ikke været i stand til at spore sig frem til nogen styrende 'hjerne', en overordnet koordinator. Håbet er, at den kommende retssag vil kaste mere lys over disse terrorister, der lever i små celler og bevæger sig illegalt på tværs af alle landegrænser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her