Torsdag mistede 34 ud af de cirka 3.000 strejkende medarbejdere fra Lonmin-minen i Sydafrika livet.
De blev skudt under et sammenstød med politiet, der har rystet landet.
Nu er minen atter i gang: En tredjedel af de ansatte mødte mandag op, da ejerne af minen truede dem med fyring, hvis ikke de genoptog deres arbejde, skriver nyhedsbureauerne.
Andre holder ud: »Vi arbejder for en ganske lav løn. Det er næsten som døden«, siger en af dem, Thulani, til Reuters.
LÆS OGSÅ Øjenvidne: Politiskud efterlader 18 dræbte ved mine
Imidlertid mangler minen fortsat mandskab, hvis produktionen af platin skal genoptages. Ifølge de faglærtes organisation kan den ikke sættes i drift, førend op mod 80 procent af medarbejderne er tilbage på arbejdet. Blandt de ansatte, der endnu holder sig væk, er størstedelen af de borebisser, som borer sig frem gennem undergrunden på jagt efter det kostbare metal.
Det har fået mineselskabet til at forlænge den tidsfrist, de har givet de strejkende, med et døgn.
Langvarig faglig konflikt
Minen i Marikana nordvest for Johannesburg har længe været i centrum for en blodig strid mellem to fagforeninger, Minearbejdernes Nationale Union (NUM) og udfordrerne, den nye og mere militante Sammenslutningen af Minearbejderes og Byggefagenes Fagforbund (AMCU).
LÆS OGSÅ Massedrab på sydafrikanske minearbejdere skal undersøges
Før torsdagens massakre havde den faglige strid kostet ti mennesker livet, heriblandt en tillidsmand fra NUM, som blev hakket til døde under et møde mellem repræsentanter fra de to forbund, skriver Reuters. Også to betjente er slået ihjel under konflikten.
Da politiet torsdag blev mødt af en stor skare demonstranter bevæbnet med spyd og macheter, åbnede de ild og ramte et stort antal demonstranter, hvoraf 34 mistede livet.
Episoden har fået præsident Jacob Zuma til at erklære en uges landesorg og beordret en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der egentlig skete den blodige torsdag ved minen i Marikana.
Han opfordrer sine landsmænd til at »tænke over menneskelivets ukrænkelighed« og til at forene sig mod volden - uanset hvor den kommer fra.
259 er blevet sigtet for drab, drabsforsøg og vold i forbindelse med stridighederne mellem de to fagforbund og med mineselskabet. De er foreløbigt blevet fængslet i en uge, skriver sydafrikanske medier.




























