Kommentatorer: Bill Clinton er den bedste performer nogensinde

krammer. Bill Clinton havde salen i sin hule hånd, da han talte for genvælgelsen af Barack Obama som USA's præsident på demokraternes konvent i nat dansk tid.
krammer. Bill Clinton havde salen i sin hule hånd, da han talte for genvælgelsen af Barack Obama som USA's præsident på demokraternes konvent i nat dansk tid.
Lyt til artiklen

Mesterlig, magisk, aldrig set bedre.

Efter at flere af nattens tidligere talere på demokraternes partikongres havde fået hug i USA’s medier, flyder kommentatorerne nu over med hyldest til Bill Clintons tale.

»Det var en bemærkelsesværdig tale, som fremlagde argumentationen for at genvælge Barack Obama og for at genvælge demokraterne bedre end nogen anden, jeg har hørt i år«, siger Jerry Sieb, politisk redaktør for Wall Street Journal.

»Den var så god, fordi han basalt set tog hele den republikanske partikongres fra sidste uge i Tampa og rev den fra hinanden stykke for stykke, pointe for pointe, i et sprog folk forstod«.

Talen var for lang
Jerry Sieb påpeger, at talen godt kunne have været forkortet.

»Men hør, ingen oversætter politik til et sprog, folk kan forstå, bedre en Bill Clinton«, siger Jerry Sieb.

»Han er den bedste performer nogensinde«.

Washington Posts politiske stjerneskribent Chris Cilizza er enig i den vurdering:

»Du behøver ikke være enig i den tidligere præsidents politik for at forstå, at i nat så du en mester arbejde«.

Bill Clinton: Obama »arvede en dybt skadet økonomi«

»Fra det øjeblik, han gik på scenen… havde Clinton publikum i sin hule hånd. Men i stedet for at kaste en partisk bombe og rødt kød, gik Clinton i den modsatte retning ved at understrege vigtigheden af at række hen over partiskellet og ved at forsvare det ædle ved politik som profession«, skriver Chris Cilizza.

Jerry Seib noterer, at Clintons tale blev lidt for lang.

»Men hvis du er studerer valgkampspolitik, som vi gør, var det du så i aften et værk af en, som har en massiv naturlig evne på den politiske arena«.

Overstråler Clinton nu Obama?

Der er delte meninger blandt kommentatorerne om, hvordan Clintons tale stiller Barack Obama, før han skal slutte partikongressen af ved at tale natten til fredag dansk tid.

Dick Morris fra Fox News peger på, at talen lægger maksimalt pres på præsidenten. Han fik indtrykket af en »god advokat, der forsvarede en skyldig klient«.

»Da man så Clinton på scenen i Charlotte understregede det forskellen mellem hans regering og Obamas. Vi kunne se, hvor langt bagefter Obamas resultater er i forhold til Clintons. Det var åbenlyst, at Clinton fik styr på budgettet, mens Obama tredoblede underskuddet. Det var åbenlyst, at Clinton skabte 23 millioner nye job, mens Obama har mistet næsten en million, målt i nettotal«, skriver Dick Morris.

LÆS OGSÅ To præsidenter indtog scenen

Jerry Seib mener ligeledes, der er en risiko for, at Clintons optræden kan overstråle Obamas. Omvendt kan Clintons overbevisende angreb på republikanernes politik skabe plads til, at Obama kan bruge tiden på at fremlægge sin egen politik i stedet for selv at bruge tiden på at kritisere republikanerne.

»Nu har Obama jo haft mesteren til at rive republikanerne fra hinanden stykke for stykke«, siger Jerry Sieb.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her