Danmark samarbejder daglig med medlemmer af den palæstinensiske modstandsbevægelse Hamas på trods af, at den siden sommeren 2003 har stået på EU's og USA's liste over terrororganisationer. Og millioner af danske bistandskroner går til tre kommuner i Gaza, der efter lokalvalgene i januar og maj i år ledes af Hamas. Erklæret som terrororganisation Da EU i august 2003 besluttede at erklære Hamasbevægelsen for en terrororganisation, skete det på baggrund af, at Hamas åbent har taget ansvar for snesevis af selvmordsangreb i Israel. Og det skete til trods for, at EU var klar over, at Hamas ud over sine terroraktiviteter også driver en bred vifte af sociale institutioner som skoler og lægeklinikker i det palæstinensiske samfund. Ved lokalvalgene i Gaza i januar fik Hamas flertal i lokalrådene i to af de kommuner, hvor det danske konsulentfirma Cowi på Danidas vegne yder dansk bistand til planlægning, anlæggelse og vedligeholdelse af veje, gader, kloakering og anden infrastruktur samt træner de kommunalt ansatte i forvaltning. Det er kommunerne Dir el Balah med 55.000 indbyggere og Zawayda med 1.300 indbyggere. Efter den seneste valgrunde i maj har Hamas vundet yderligere én kommune, Al Moghaqa med 8.000 indbyggere. Lokalpolitikere »Jeg betragter de valgte Hamasborgmestre, vi arbejder med, som aktive lokalpolitikere, der er interesserede i at få gjort noget for deres borgere. De Hamasvalgte, vi møder, er interesserede i infrastruktur«, siger Knud Oleander, der er konsulent for Cowi, og som overvåger bistandsprojektet i Gaza. Hverken han eller de andre konsulenter på projektet har nogensinde diskuteret politik med deres samarbejdspartnere, forsikrer han. Måske på grund af denne holdning hos dem, der udfører det danske bistandsarbejde, har lokalvalgenes resultater ikke betydet nogen ændring i Danmarks holdning til bistandsprogrammet. Principielt omgås Danmark ikke Hamas, hvilket betyder, at danske diplomater ikke mødes med Hamas' politiske ledelse, hedder det fra embedsmænd og diplomater, der ikke ønsker at blive citeret for deres udtalelser. Man betragter de nye borgmestre og lokalrådsmedlemmer som legitimt demokratisk valgte, uanset hvilken liste de er blevet valgt på. Dilemma Samme kilder påpeger over for Politiken, at de danske bistandspenge bliver overført til kommunerne - ikke til borgmestrene. Både Danmark og andre donorlande har haft erfaringer med bistandspenge, der forsvandt i det palæstinensiske selvstyre. Derfor har Danmark i dag et strikt revisionssystem, der sikrer, at øremærkede penge ikke forsvinder. Heller ikke andre EU-lande har ændret deres politik. Man indtager i stedet en 'vent og se'-holdning. Britiske diplomater besøger Hamas Den britiske udenrigsminister Jack Straw blev dog i tirsdags konfronteret med det faktum, at britiske diplomater havde aflagt besøg hos to nyvalgte Hamasborgmestre. Under et besøg i Israel forsikrede Straw, at hans land ikke har ændret holdning til Hamas: »Vi vil ikke have noget at gøre med Hamasledelsen, medmindre de frasiger sig vold og annullerer deres charter, der opfordrer til udslettelse af staten Israel«, sagde Straw i Jerusalem. Inden han tog af sted fra London, indrømmede Straw dog, at der er et dilemma: »Vi har en diplomatisk opgave, og vores diplomater i de besatte områder har til opgave - som diplomater andre steder - at have kontakt med valgte repræsentanter, selv om vores overordnede holdning er, at vi ikke har kontakt med Hamas som organisation«, sagde Straw. USA: Tillid til demokrati Også i USA vrider Bushregeringen, der var den første til at erklære Hamasbevægelsen for en terrororganisation, sig for at finde en politik, der kan passe til situationen. »Vi har stor tillid til demokrati og frie valg«, sagde talsmanden for Det Hvide Hus, Scott McClellan, for nylig som svar på et spørgsmål om, hvorvidt Washington overvejede at ændre holdning til Hamas, »når folk får mulighed for at vælge, har de tendens til at vælge dem, der vil forbedre deres livskvalitet, ikke terrorister«. USA synes ligesom Europa at være villig til at have kontakt med valgte Hamaspolitikere. I marts sagde Scott McClellan om Hamas' politikere, at der er »stor forskel på folk, der er medlem af en organisation, men ikke er terrorister - og terrorister, der er folk med blod på hænderne«. Den israelske avis Haaretz citerede søndag en europæisk diplomat for at sige, at EU, blandt andet i samtaler mellem Storbritanniens Tony Blair og USA's George W. Bush, lægger pres på USA for at få Washington til at forstå, at det ville være »katastrofalt for palæstinenserne«, hvis det internationale samfund ikke anerkender den rolle, som Hamas spiller på den interne politiske scene, fordi de dermed tvinger organisationen til at fastholde den militante vej som den eneste.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























