Ekstreme naturkræfter blev udløst, da jordskælvet søndag med en styrke af 9,0 på Richter-skalaen ramte ud for Sumatras nordlige kyst. Hele den indonesiske ø blev flyttet op til 36 meter i sydvestlig retning, og dermed blev de enorme tsunamier skabt af de enorme naturkræfter. »Jordskælvet har ændret verdenskortet«, siger geofysikeren Ken Hudnut fra USA's Geologiske Institut (USGS) i Los Angeles. Hudnut siger, at seismologiske modeller sandsynliggør, at små øer i Det indiske Ocean er blevet flyttet op til 20 meter i forbindelse med søndagens skælv, mens den nordvestlige spids af Sumatra kan have rykket sig op til 36 meter mod sydvest. »Det er noget af et ryk«, siger Hudnut til det franske nyhedsbureau AFP. Jordskælvet ved Sumatra var det kraftigste, siden et jordskælv på 9,2 på Richter-skalaen ramte Prince William Sound i Alaska i 1964.
Jordskælv flyttede Sumatra 36 meter
Lyt til artiklen