En ordentlig rusketur og en våd skylle. Det var groft sagt, hvad orkanen Sandy havde i posen, da den blæste forbi hovedstaden mandag aften og nat.
Mens millionbyen New York og nabostaten New Jersey blev hårdt ramt, kunne borgerne i Washington, D.C. ånde lettet op. Stormen nåede ikke samme styrke som den orkan, der passerede forbi i efteråret 2011, og den spredte heller ikke så meget kaos som det tordenvejr, der henlagde store dele af hovedstaden uden strøm i juli under en gloende hedebølge.



























