Danmarks vigtigste samarbejdspartner i Gereshk samarbejder muligvis med Taleban.
Områdets politichef Haji Khan Toryalai er blevet suspenderet på grund af mistanke om, at han står i ledtog med Taleban i området omkring den vigtige handelsby. Det er kun få måneder siden, Toryalai blev udnævnt til posten som leder af politiet i Gereshk-distriktet, men i den periode er antallet af tilfælde, hvor afghanske politifolk har rettet deres våben mod Nato-soldater og andre afghanske politifolk i området, eksploderet. Med syv dræbte britiske soldater siden juli og 10 likviderede afghanske politifolk blot inden for de sidste to uger har Gereshk udviklet sig til en slags epicenter for angreb, hvor afghanske politifolk har rettet deres våben mod deres nærmeste samarbejdspartnere.






























