Vladimir Putin tog sig for nylig en tur på isen foran rullende tv-kameraer under en 40 minutters træningskamp med unge ishockeyspillere op til det nationale mesterskab for juniorer udi ishockeysporten. »Det er en spændende og energisk sport, der minder mig om styrtløb på ski og er mindre traumatisk end fodbold«, sagde den pustende 58-årige Putin, ifølge nyhedsbureauet RIA Novosti, da han forlod Moskvas Lusjniki Stadium. Landede kampfly i Tjetjenien Siden han i et valgkampsstunt i 2000 landede et kampfly i Tjetjenien, hvortil han som regeringschef havde sendt russiske styrker tilbage, har han ofte stillet sine fysiske attributter til skue: i aktion med sit sorte bælte i judo, med bar overkrop på hesteryg, i butterflysvømning over en sibirisk flod og ned ad dramatiske løjper på ski. At Putin som sand macho hurtigt mestrer nye sportsgrene, understregede han for journalister efter ishockeymatchen. Han fortalte, at han først for to måneder siden havde lært at skøjte. Han havde dog prøvet engang som ganske ung: »Mine ben skred fra hinanden, så jeg besluttede, at det ikke var en sport for mig, men nu kan jeg rigtig godt lide den«. Og Putin tør det hele. Han har taget kontrol med en atomubåd, været medpilot på et Tu-160 overlyds bombefly og sporet truede hvaler i Det Japanske Hav.
FOTO Machomanden i billeder
Det undrede denne journalist såre, efter at Putin var kommet ud af intetheden til præsidentposten i 2000, at kvindelige russiske bekendte kaldte den ret lille mand med de vandblå øjne for sexet. En mindre Putinglad bekendt sagde: »Måske er det, fordi mine medsøstre kun forbinder sex med underkastelse for overmagten«. Han har også vist musikalske sider under en velgørenhedsmiddag i Skt. Petersborg. For et selskab af erhvervsfolk og hollywoodstjerner spillede han jazzklassikeren fra 1940’erne ’Blueberry Hill’ på klaver og rejste sig og sang den »på et ret hæderligt engelsk«, skrev Reuters. En tilskuer sagde, at hvis præsident Dmitrij Medvedev skal vinde kapløbet med Putin op til næste års præsidentvalg, »må han nu mindst lære at spille saxofon«. I kamp mod terror Putin skrev på sin hjemmeside som præsident: »Jeg ønsker, at russerne ser mig som personen, de selv hyrede til dette job«. Men selv Putins varmeste tilhængere ved, at det var præsident Boris Jeltsin, som håndplukkede ham til jobbet som sin efterfølger. De store modsætninger hos forgængeren viste sig ved, at Jeltsin en tid vaklede imellem reformøkonomen Boris Nemtsov, som en tid var viceministerpræsident, og den tidligere KGB-mand Putin. Valget faldt nok på Putin, da Jeltsin ikke kunne være sikker på, at demokraten Nemtsov ville værne om Jeltsins familieinteresser efter magtskiftet.




























