En undersøgelse af det japanske tunnelfirma Nexco er gået i gang.
Nexco har ansvaret for driften af Sasago-tunnelen 80 km vest for Tokyo, der kollapsede søndag med ni dræbte til følge.
»Ja, de undersøger vores kontorer her. Vi vil samarbejde med dem (politiet.red) i fuldt omfang«, siger en talsmand for Nexco, Osamu Funahashi, ifølge Associated Press.
Politi trænger ind med kasser
Lokalt tv viste billeder af politifolk, der trængte ind i Nexco-hovedkvarteret i byen Nagoya bærende på pap- og plastikkasser. Et Nexco-kontor i byen Otsuki er også blevet opsøgt af politiet, siger en talsmand.
Ved ulykken i søndags væltede anslået 270 betonelementer på hver 1,4 ton pludselig ned over en strækning på 110 meter. Betonklodserne faldt ned på biler på vej gennem tunnelen og dræbte 9 personer. Nogle blev brændt til ukendelighed.
Har ikke gennemført reparationer
Ifølge BBC har japanske medier berettet om, at Nexco kun har gennemført overfladiske inspektioner af tunnelen, men ingen reparationer eller forstærkninger siden åbningen i 1977. Seneste inspektion var i september, hvor der i følge Nexco ikke var noget at anføre.
Nu skal det undersøges til bunds, hvordan kollapset kunne ske.



























