Mand dræber to i indkøbscenter

Skuddrama. Ansatte fra indkøbscentret Macy's står og får pusten igen efter skyderiet på deres arbejdsplads.
Skuddrama. Ansatte fra indkøbscentret Macy's står og får pusten igen efter skyderiet på deres arbejdsplads.
Lyt til artiklen

To personer er omkommet, efter en bevæbnet mand åbnede ild i et indkøbscenter i den amerikanske delstat Oregon i nat dansk tid.

Knap en time efter nyheden om skyderiet oplyser politiet i Portland ifølge ABC News, at drabsmanden selv er død. Det vides endnu ikke, om han er blevet dræbt eller har taget sit eget liv.

Mindst en person blev desuden såret af skud i centret i Clackamas syd for Portland, rapporterer den lokale avis The Oregonian.

Advarede på Twitter
Avisen skriver, at manden blev set med en halvautomatisk riffel nær en filial af stormagasinet Macy's. Han skulle have affyret omkring 60 skud.

Tv-billeder har vist et stort antal politi- og redningsfartøjer ved storcentret.

'Skyderi ved Clackamas Town Center. Meget politi ved gerningsstedet. Venligst hold dig væk fra stedet, hvis du ikke absolut skal være der', skriver Portlands politi på Twitter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her