Hotelgæster opfordres til at forlade voldsplaget egyptisk by

PROTEST. Tre omkomne fra weekendens demonstrationer begraves i Suez ved en højtidelighed lørdag, der illustrerer omfanget af protesterne mod styret.
PROTEST. Tre omkomne fra weekendens demonstrationer begraves i Suez ved en højtidelighed lørdag, der illustrerer omfanget af protesterne mod styret.
Lyt til artiklen

Port Said i Egypten er stille.

Butikkerne er tilskoddede, statslige kontorer holder lukket og hotellerne har bedt deres gæster forlade stedet. I gaderne ses soldater og kampvogne.

Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters billedet i den by, der de seneste par dage har været ramt af voldsomme optøjer. 31 mennesker har mistet livet under stridigheder i byen.

FOTOS Jubel og gråd over dødsdomme til fodboldfans

Fredag flammede urolighederne op i flere egyptiske byer i forbindelse med to-årsdagen for den folkelige opstand, der væltede den tidligere præsident Hosni Mubarak.

Modstand mod Morsis styre
Demonstranterne var og er utilfredse med den leder, der har erstattet ham i præsidentpaladset i Kairo og mener, at afløseren Mohamed Morsi og hans islamistiske regering har svigtet ved at sætte sig alt for tungt på magten.

Lørdag blev uroen i Port Said forstærket af dødsdomme til 21 tilhængere af byens fodboldhold, der blev dømt for hooliganisme efter et tragisk sammenstød på stadion under en kamp med et Kairo-hold, hvor 74 fodboldtilskuere blev dræbt.

LÆS ARTIKEL

21 fodboldfanatikere dødsdømt efter uro på egyptisk stadion

Fortsat uro i Kairo

Mens der er en spændt ro i Port Said, så fortsætter stridighederne i Kairo, hvor politiet affyrer tåregas mod demonstranter for at standse protesterne.

Her er vreden mod styret til at føle på: »Indtil videre er ingen af revolutionens mål blevet nået. Priserne går op. Egypternes blod flyder i gaderne på grund af ligegyldighed og korruption og fordi Det Muslimske Broderskab styrer Egypten efter deres egne interesser«, forklarer en af demonstranterne, Mohamed Sami, til Reuters.

Morsi-regeringens svar til oppositionen har været en invitation til national dialog. Det vil oppositionspolitikere gerne deltage i, men betingelsen er, at der er en klar dagsorden og at eventuelle aftaler, man bliver enige om, også gennemføres, skriver nyhedsbureauet.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her