FN's Sikkerhedsråd fordømmer i skarpe vendinger Nordkoreas atomprøvesprængning og vil øjeblikkeligt arbejde på »passende tiltag« over for det isolerede kommunistiske styre i Pyongyang.
Det meddeler Sikkerhedsrådets sydkoreanske formandskab efter et krisemøde, der tirsdag blev hasteindkaldt, efter at Nordkorea havde gennemført sin tredje underjordiske atomprøvesprængning, som er blevet fordømt verden over.



























