Dansk jihadist brugte Guantánamo som koranskole

Måske. Slimane Hadj Abderrahmane sad i Guántanamo i 747 dage som fange. Nu formodes han dræbt under kampe i Syrien.
Måske. Slimane Hadj Abderrahmane sad i Guántanamo i 747 dage som fange. Nu formodes han dræbt under kampe i Syrien.
Lyt til artiklen

Den danske tidligere Guantánamo-fange Slimane Hadj Abderahmane formodes død i Syrien. Det oplyser flere kilder i det islamiske miljø over for politiken.dk.

Dødsfaldet er kulminationen på et voksenliv præget af militant islamisme og hellig krig.

Kontroversiel dansker kan være dræbt i Syrien

Til Politiken fortalte Abderahmane i 2011, at han blev religiøs som 12-årig i mødet med sin rettroende muslimske farmor i Algeriet. Han fortæller, at religion og politik for ham er uadskillelige. For ham findes kun én lov. Allahs lov.

»Er der noget, der er forbudt ifølge sharia, gør jeg det ikke. Jeg undgår så vidt muligt at komme i konflikt med dansk lovgivning, men jeg respekterer den ikke«, sagde han til Politiken.

Fanget i Pakistan
I flere omgange har Slimane Hadj Abderrahmane fungeret som kurer mellem Danmark og Algeriet, hvor der blevet sendt penge til terrororganisationen GSPC. Inden da var han blevet kaldet til hellig krig, da den tjetjenske hovedstad, Grosnij, blev indtaget af russiske styrker i 1999.

Cubafangen navngiver sine forbindelser

Ikke lang tid efter, under eidfesten i december 2001, blev Abderrahmane taget til fange af pakistanske myndigheder, da han krydsede grænsen mellem Afghanistan og Pakistan.

Ifølge dokumenter fra det amerikanske forsvar, som er lækket af organisationen Wikileaks, blev danskeren tilbageholdt, fordi han hjalp og samarbejdede med en lokal salafistgruppe, og fordi han sympatiserede med Al-Qaeda.

Ifølge dokumenterne havde Abderrahmane fragtet penge og falske dokumenter mellem Storbritannien, Algeriet, Tyskland, Spanien, Mali og Danmark. Her fremgår det, at han rejste fra Storbritannien til Afghanistan i august 2001.

Læste Koranen på Guantanamo
Slimane Hadj Abderahmane blev overført til den amerikanske base Guantánamo på Cuba, hvor mange fanger fra krigene i Irak og Afghanistan har siddet. I alt sad han 747 dage på Cuba. Han foklarede i interviewet i Politiken, at opholdet på Cuba var til at holde ud.

»Det bedste var, at der var god tid til at læse i Koranen. Jeg nåede at memorere halvdelen af den«, sagde han.

Guantánamo-fange opgiver at sagsøge USA

Siden sagsøgte han Forsvaret for 50.000 kroner, fordi det ikke havde bedt om at få Abderahmane udleveret i stedet for at lade ham overføre til Guantanamo.

Efter at være blevet løsladt af amerikanerne fik Abderahmane kort arbejde som postbud i Greve, men her stjal han Dankort og pas, som han ved pågribelsen ikke kunne redegøre for, hvor var blevet af. Han nåede at hæve 110.000 kroner på de stjålne kort og fik ti måneders fængsel.

Vil lade livet i hellig krig
I Danmark stiftede har han også stiftet familie. Han fik kone og to børn. Det havde dog på ingen måde dæmpet hans lyst til at kæmpe for indførelsen af Allahs lov og afskaffelsen af demokratiet.

»Enhver muslim er forpligtet til at udføre jihad«, sagde den den gang 39-årige Abderrahmane til Politiken.

»Selvfølgelig vil jeg stadig gerne lave jihad. Jeg var faktisk klar til at tage til Libyen, men i sidste øjeblik var der praktiske omstændigheder, der forhindrede det«.

LÆS HELE INTERVIEWET

Den danske Cubafange: Selvfølgelig vil jeg stadig gerne lave jihad

Han sagde, at selv om det måtte være imod hans families vilje, ville han være klar til at gå i krig og dø for sin sag.

Angiveligt er Slimane Hadj Abderahmanes faldet under kampe ved Syriens hovedstad, Damaskus, for to dage siden sammen med en anden dansker. PET skriver i en pressemeddelelse, at de »ikke med sikkerhed« kan bekræfte oplysningerne.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her