Øjenvidne til dødsulykke: Folk hoppede ud af luftballon

Katastrofe. Redningsfolk arbejder på ulykkesstedet.
Katastrofe. Redningsfolk arbejder på ulykkesstedet.
Lyt til artiklen

Tidligere i dag døde 19 turister i Egypten, da en gaseksplosion satte ild til den varmluftsballon, som de befandt sig i. Flere øjenvidner så uheldet ske.

»Som vi nærmede os afslutningen på vores luftballontur, hørte vi en høj eksplosion og så en masse røg bag os«, siger den amerikanske fotograf Christopher Michel til den britiske tv-kanal BBC.

Et andet vidne så hele rædselsscenariet fra luften fra en anden luftballon.

»Folk prøvede at hoppe ud af ballonen fra en højde, som svarer til en syv etagers bygning«, siger en egyptisk feriegæst, Cherry Tohamy, til britiske BBC. Hun var selv ved at lande i en luftballon nær ved, da hun hørte eksplosionen og så røgen fra ulykken.

LÆS MERE Mindst 19 turister styrter i døden med luftballon

Ligene af døde turister blev spredt ud over markerne i området omkring Luxor, hvor ulykken skete, skriver nyhedsbureauet AP.

Reddede livet ved at springe ud
Der var 20 turister og en egyptisk luftballonskipper om bord, da luftballonen eksploderede. Skriver BBC.

18 af turisterne var ifølge BBC døde, da ambulancerne nåede frem til ulykkesstedet, men to briter og luftballonskipperen var stadig i live og blev fragtet til et hospital i Luxor.

Skipperen og en af de overlevende briter reddede livet ved at springe ud af luftballonen, lige inden den styrtede i jorden. Det oplyser en ansat i firmaet, som ejer den forulykkede luftballon, Sky Cruise, til nyhedsbureauet AFP.

Den ene brite døde dog senere på hospitalet af sine kvæstelser, skriver SKY News.

Ingen danskere er døde i luftballonulykke

Det egyptiske sundhedsministerium oplyser til BBC, at der blandt de døde er ni fra Hongkong, to briter, fire japanere, to franskmænd, en ungarer og en egyptisk kvinde.

Årsagen til gaseksplosionen

Årsagen til ulykken er angiveligt en gasbeholder, som eksploderede og satte ild til luftballonen, oplyser en talsmand fra selskabet Sky Cruise til BBC.

Eksplosionen og branden fik luftballonen til at styrte mod jorden fra cirka 300 meters højde, fortæller Ahmed Aboud til AFP. Han er repræsentant for de otte bureauer, der arrangerer ballonture i området omkring Luxor.

LÆS MERE Luxor har før været ramt af ballonulykker

Den egyptiske minister for civil luftfart har efter ulykken forbudt flyvning med luftballoner, og han er selv rejst til Luxor for at undersøge sagen nærmere.

Sacha Sennov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her