To vagter er såret efter at den franske ambassade i Libyens hovedstad Tripoli er blevet udsat for et angreb, oplyser Reuters.
Ifølge officielle kilder på stedet er der tale om en bilbombe, skriver BBC.
»Der er masser af skader, og to vagter er sårede,« siger en ambassade-ansat til Reuters.
Tyk røg fra udbrændt bil
Billeder fra stedet viser tyk røg stige fra en bil, der er komplet udbrændt. I bygningerne tæt på kan man se knuste ruder, sortsvedne mure og andre tegn på, at bomben er eksploderet med en voldsom kraft.
Twitter-brugeren 'Ehab', der opholder sig på stedet og har delt talrige af disse billeder på Twitter fra kort tid efter, bomben eksploderede, skriver, at der er flere overvågningskameraer ved ambassaden, som vil kunne vise, hvad der præcist er sket.
»De sidste, der ankom til stedet, hvor bilbomben eksploderede ved den franske ambassade, var politiet og Libyens 'specialstyrker', der skulle prøve at rydde gerningsstedet«, skriver han.
Flere angreb i Libyen
Bilbomben er ifølge Reuters det første voldsomme angreb i hovedstaden Tripoli siden diktatoren Muammar Gaddafi blev væltet i efteråret 2011.
Generelt har der dog været flere angreb mod diplomatiske missioner i Libyen, mest markant da et angreb på den amerikanske repræsentation i den østlige by Benghazi blev angrebet i september sidste år og dræbte ambassadøren samt tre andre amerikanske statsborgere.
I januar var den libyske parlamentsformand, Mohamed al-Magariaf, desuden udsat for et attentatforsøg, som han dog overlevede.
LÆS OGSÅ Libysk leder overlever attentatforsøg
fortsæt med at læse




























