Stavefejl: FBI opdagede ikke terrormistænkts udlandsrejse

Lyt til artiklen

Navnet var stavet forkert på passagerlisten, da den ældste af to tjetjenske brødre sidste år rejste seks måneder fra sit hjem i Boston til Ruslands uroplagede Dagestanrepublik.

Derfor opdagede FBI ikke, at manden tog af sted på rejsen - selv om han stod opført på to af de lister over mistænkelige personer, som amerikanske myndigheder skal holde øje med.

Det skriver avisen Boston Globe efter terrorangrebet mod byens maratonløb, hvor tre mennesker blev dræbt og flere hundrede kvæstet.

Det amerikanske sikkerhedsministerium opdagede dog, at den unge mand var taget af sted til området.

LÆS OGSÅ Boston-mistænkt fra sygeseng: Vi planlagde selv bomberne

Men den omstændighed, at forbundspolitiet ikke opsnappede oplysningen på grund af en alternativ stavning af den terrormistænktes navn får nogle politikere til at spørge, hvordan det trods de mange myndigheders bestræbelser på at følge terrormistænkte kunne ske.

Især ikke set i lyset af, at russerne flere gange havde orienteret USA om, at manden tilsyneladende var ved at blive ekstremistisk i sine synspunkter. Manden var ifølge russernes advarsler »en tilhænger af yderligtgående islam og stærkt troende«, skriver avisen.

LÆS MERE

Russiske kolleger advarede CIA om bombemistænkt inden angrebet

»11-12 år efter 11. september burdet det ikke være sådan, at personen - som stod bag terroristangrebet - kan have været på vej til at udvikle terrorsynspunkter i 2011«, mener den republikanske senator Lindsey Graham.

Utilstrækkelig informationsdeling

Tidligere i år advarede en rapport om, at informationsudvekslingen mellem de mange myndigheder, der arbejder med at beskytte USA mod terrorangreb, ikke var tilfredsstillende.

»Der er sket så mange fejl. Hvordan kunne det gå til, at kun Sikkerhedsministeriet vidste, at han rejste ud af landet? De vidste ikke, at han vendte tilbage. FBI droppede ham fra listen... hele mangelen på koordinering og information. Der er tydeligvis en mangel på koordinering blandt myndighederne«, erklærer den tidligere præsidentkandidat John McCain, der også er republikaner.

LÆS OGSÅ Boston-mistænkt fra sygeseng: Vi planlagde selv bomberne

FBI afhørte efter de russiske henvendelser den tjetjenske storebror, men fandt ikke noget, der nødvendiggjorde et indgreb mod manden. Han blev dog noteret på listen over mistænkelige personer.

Manden blev efter bombeangrebet mod maratonløbere og -tilskuere dræbt under en skudveksling med politiet, mens hans lillebror stak af. Han blev dog kort efter fundet skjult i en båd i bydelen Watertown.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her