Dødstallet i Bangladesh overstiger 500

Tragedie. Soldater og hjælpearbejdere har nu brugt en uge på at redde overlevende ud af murbrokkerne i Bangladesh. Desværre er det mest de døde, der bliver fundet under den sammenstyrtede bygning.
Tragedie. Soldater og hjælpearbejdere har nu brugt en uge på at redde overlevende ud af murbrokkerne i Bangladesh. Desværre er det mest de døde, der bliver fundet under den sammenstyrtede bygning.
Lyt til artiklen

Ni dage efter et voldsomt bygningskollaps i Bangladesh er dødstallet fredag steget til over 500. I løbet af natten har redningsarbejdere hevet adskillige døde ud fra ruinerne, oplyser en talsmand fra landets hær.

»Dødstallet står nu på 501«, siger løjtnant Mir Rabbi, der er koordinator for redningsaktionen.

2.000 mennesker blev kvæstet, da den otte-etager høje bygning styrtede sammen onsdag i sidste uge. Bygningen husede en tekstilfabrik, og det frygtes, at mange mennesker stadig ligger i ruinerne.

Syv personer er anholdt

I alt er syv personer blevet anholdt i forbindelse med kollapset: ejeren af bygningen, fire fabriksejere og to ingeniører. Politiet leder stadig efter en femte fabrikschef, som efter sigende er spansk statsborger.

Det sker ofte, at bygninger styrter sammen i det fattige land, fordi de fleste bygherrer trodser regeringens regler for sikkerhed i forbindelse med konstruktion af etagebyggeri.

EU er den største handelspartner for Bangladesh, og det tøj, som blev produceret i bygningen, blev lavet til forhandlere i Europa, herunder Danmark.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her