Selv om de på papiret kan få tildelt en erstatning på mindst 300.000 kroner, har mellem 50 og 60 af de overlevende fra den norske ø Utøya endnu ikke søgt erstatning.
Øen blev 22. juli 2011 ramt af et terrorangreb, da norske Anders Behring Breivik hærgede den socialdemokratiske ungdomsorganisation AUF’s sommerlejr og dræbte 69 mennesker.
Ifølge norske VG har alle de 466 overlevende fra øen krav på en erstatning fra den offentlige myndighed Kontoret for voldsoffererstatning (KFV), der hører under Justitsministeriet i Norge.
LÆS OGSÅ Halvandet år efter Utøya: Nu får Oslo Politi et bedre helikopterberedskab
Og at dømme efter tidligere sager om Utøya-ofre starter erstatningssummen altså ved 300.000 kroner.
Store mørketal
På kontoret undrer man sig over, at så stor en andel endnu ikke har søgt om pengene.
»I en del sager ønsker ofre ikke at søge om erstatning på grund af deres tætte forbindelse til gerningsmanden, men det er ikke tilfældet i denne sag. Det er store mørketal, hvis man sammenligner med anmeldte voldshændelser til politiet og antal ansøgere om erstatning«, siger Ivar André Holm, informationsansvarlig på KFV, til VG.
Kravet om voldsoffererstatning har en forældelsesfrist på tre år, og den gruppe, der mangler at søge, skal altså gøre det inden 22. juli næste år.
For de ofre, der var mindreårige på gerningstidspunktet – og det var flere af dem – tæller de tre år dog først fra når de er myndige.
Bistandsadvokat Christian Lundin, som stod i spidsen for nogle af de første ansøgninger om erstatning, begrunder det store antal folk, der ikke søger erstatning, med dårlig rådgivning.
»Det er opsigtsvækkende, at bistandsadvokaterne ikke har fulgt op på en af deres hovedopgaver«, siger han.
LÆS OGSÅ Breivik nægtes udgang til morens begravelse
Ifølge VG’s oplysninger er der også berørte af bomben mod regeringskvarteret i Oslo, hvor Anders Behring Breivik indledte sit angreb mod Norge, der ikke har søgt erstatning.
Indtil videre har KFV behandlet omkring 900 søgsmål om voldsoffererstatning efter angrebene 22. juli og udbetalt i alt 225 millioner kroner.
fortsæt med at læse




























