Borgmester kræver beskyttelsesrum i alle nye huse

ØDELÆGGELSER. Tornadoen ødelagde mange hjem. Her er det far og søn, der er ved at gennemsøge et tidligere hjem.
ØDELÆGGELSER. Tornadoen ødelagde mange hjem. Her er det far og søn, der er ved at gennemsøge et tidligere hjem.
Lyt til artiklen

Borgmesteren i Moore, Oklahoma, kræver en lovændring, efter at en tornado i mandags strøg direkte gennem forstaden.

Glenn Lewis mener, at loven skal påbyde, at alle nye huse skal have et beskyttelsesrum, hvor beboerne kan søge tilflugt, når der kommer varsling om tornadoer. Det skriver CNN.

24 personer er indtil videre erklæret omkomne - 10 af dem var børn. Redningsfolk leder fortsat efter seks voksne, som efterlyses efter tornadoen for gennem området med op til 320 kilometer i timen.

Mellem 12.000 og 13.000 hjem blev udslettet eller fik mindre ødelæggelser.

LÆS MERE

Mange børn dræbt: Tornado jævner hel grundskole med jorden

Borgmesteren vil stille forslaget en af de næste dage, og han er overbevist om, at det vil blive godkendt.

Ifølge CNN er husene i Moore karakteriseret ved ikke at have en kælder eller andet, der kan bruges som beskyttelse, hvis der kommer et varsel om en tornado.

Mere end 100 skoler i Oklahoma har statsfinansierede beskyttelsesrum, men skolen Plaza Towers, som lå i tornadoens rute, havde ikke noget sted, børnene kunne gå i sikkerhed. Syv af de 10 dræbte børn opholdt sig på skolen, da tornadoen blev varslet af sirener, og børn og lærere søgte tilflugt på gange og badeværelser.

237 mennesker fik skader som følge af tornadoen.

Ifølge BBC kan et beskyttelsesrum være en bekostelig affære.

Præsident Barack Obama rejser på søndag til Oklahoma for at besøge ofrene for tornadoen.

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her