Oversat fra engelsk af Tonny Pedersen.
Den lokale Talebanleder Abdullah mangler flere fingre og et stykke af sit venstre ben. De manglende lemmer er den fysiske omkostning ved i det seneste årti at have bekæmpet de vestlige styrker, som snart forlader Helmandprovinsen i Afghanistan.
»De seneste 10 år har jeg oplevet mange problemer: Jeg blev kvæstet i hovedet, min ene fod blev hugget midt over, jeg har mistet fingre, og jeg har sprængstykker i hænderne. Men jeg er lykkelig, og jeg bliver ved med at gøre min pligt«, siger Abdullah, som er i starten af 40’erne.
Bærer ikke våben
Som lokal Talebanleder i Helmandprovinsen har Abdullah varetaget mange forskellige opgaver, siden krigen startede i 2001.
»Da Taleban overtog Logarprovinsen, blev jeg leder af provinsen. Derefter var jeg toldchef i Nimruzprovinsen. Jeg var distriktsguvernør i en periode, og jeg tilbragte lang tid i militæret, hvor jeg var chef for kampstyrkerne. I en periode havde jeg kommandoen over 500 talebanere. I dag er jeg leder af Talebans efterretningstjeneste i Nawadistriktet i Helmand, og jeg har masser af spioner i regeringen, i befolkningen og internt i Talebanbevægelsen for at kontrollere, hvad der sker. Spionerne indsamler oplysninger og rapporterer til mig, og jeg holder så ledelsen orienteret«, siger han.
Du er talebaner, men ikke bevæbnet?
»Vores emirat (regering, red.) siger, at vi i efterretningstjenesten ikke skal bære våben, for det kan give problemer på nuværende tidspunkt. Desuden vil våben ikke gavne vores efterretningsarbejde«.
Sådan har vi gjort
Hvorfor sluttede du dig til Taleban?
»Det gav sig selv, for inden Taleban var russerne her i landet, og før dem var briterne her. Afghanistan var genstand for en politisk strid. Og da vi så, at de militsfolk, der kæmpede mod russerne, blev udnyttet af andre parter, der ikke fulgte vores islamiske tro, måtte vi slutte os til Taleban. Og så støttede hele folket Taleban, fordi Taleban indførte en islamisk regering«.
Venner dræbt i kamp
Hvordan har dit liv været de seneste 10-12 år?
»I løbet af de seneste 10 år er mit hjem blevet plyndret 18 gange af afghanske soldater og Isaf-soldater. De har stjålet familiens tøj og andet. De har stjålet mine personlige ting. De tog skødet til vores jord, så vi måtte flytte til Pakistan. Nu lever vi et trist liv, og når vi ikke kan finde skygge under træerne, må vi søge skygge under våbnene«.
»Muslimer, og især afghanere, fik mange store problemer, da amerikanerne angreb Afghanistan. De satte mig i fængsel på Bagrambasen. De behandlede os brutalt, og mange af mine venner blev dræbt i kamp. Alligevel var vi glade, for vi vidste, at vi var på rette vej«.
Pressede soldater blev beordret til flere patruljerHvad ville amerikanerne have ud af dig i fængslet?
»De ville have, at Taleban skulle bryde med al-Qaeda og i stedet træde ind i den afghanske regering, men det var umuligt, for de snød os. De havde en række krav, som vi ikke kunne opfylde«.
Bomber bryllupsoptog
Hvordan vil du beskrive det, der er sket i Afghanistan og Helmand i de seneste 10-12 år?
»Jeg ønsker, at befolkningen skal stå sammen, så vi ikke bliver snydt af udlændinge eller nabolandene. Jeg bryder mig ikke om situationen nu, for amerikanerne og briterne står på den ene side, og Iran og Kina står på den anden. Det skaber splittelse blandt afghanerne«.
»Da Talebanregeringen brød sammen, forventede folk bedre tider og et godt liv, men det har denne regering desværre ikke været i stand til at levere. Den har ikke skabt sikkerhed for befolkningen, og de udenlandske Isaf-styrker har dræbt masser af civile. Isaf har i masser af tilfælde bombet bryllupsoptog, moskeer og andre respektable steder«.
»Det er amerikanerne, der står bag denne brutalitet, for de sidder på magten. Den afghanske regering har ingen autoritet. Det fik vi for eksempel bevist, da en gruppe mennesker, der var blevet bombet, henvendte sig til distriktsguvernøren for at bede om hjælp. Han svarede, at han ikke kunne gøre noget, fordi han ikke havde ret meget at skulle have sagt. Han rådede dem til at tale med amerikanerne i stedet«.
»Hævn er ikke tilladt inden for islam«
Hvad sker der, når de udenlandske soldater har forladt landet?
»Det bliver et hårdt år for afghanerne. Men det bliver også et godt år for alle muslimer. Det bliver hårdt for afghanerne, fordi Karzais regering vil bryde sammen, og der vil udbryde kampe mellem forskellige klaner og områder«.
»De vil kæmpe for at få opbakning, men Taleban kæmper altid for den rette tro, for islam, men regeringen er på vildspor, for de klanbaserede partier får ikke noget ud af at kæmpe. Hvis de kæmpede for islam, ville alle mennesker støtte dem. Den politiske kamp har ikke et tilstrækkeligt fundament«.
Der findes to klaner i verden: muslimer og ikke-muslimer
»Karzais regering har haft god tid til at forberede sig, men den står over for nogle udfordringer. 48 lande hjælper det afghanske militær med sikkerheden, men for nylig blev Karzais palads angrebet, så man kan roligt sige, at de har problemer. Nogle gange angribes Kabul fra nord, andre gange fra syd. Hvis regeringen var stærk, ville disse angreb ikke finde sted«.
Kapitel 1: Armadillo-soldat: »Der blev ikke set ned på en, hvis man græd«Har du brug for at tage hævn?
»Hævn er ikke tilladt inden for islam. Vi hævner os ikke på andre mennesker, men tilgiver dem, og så har vi ikke noget udestående med dem. Vi følger kun islams lov, og vi vil afskaffe den afghanske lovgivning«.
Men vil folk hævne sig, når de udenlandske soldater er rejst?
»Folk vil hævne sig på USA, men ikke på den afghanske regering, tror jeg«.
Et forbillede for resten af verden
Kan du nævne tre ting, der vil ændre sig i dagligdagen i Helmand, hvis du og Taleban kommer til magten?
»Der er tre ting, vi vil beskytte: befolkningen, familiernes kvindelige medlemmer og velstanden. Disse tre ting vil vi sørge for at beskytte. Vi vil følge islams lov, etablere en elforsyning og i øvrigt hjælpe folk, hvor vi kan. Vi vil sørge for fred og sikkerhed og blive et forbillede for resten af verden.
»Vores erfaring vil sikre, at fremtiden bliver præget af god opførsel, at folk opfatter hinanden som brødre, og vi vil ikke have noget regnskab at gøre op med nogen. Vores regering skal bygge på afghanernes hjerter. Vi erkender, at der blev begået fejl i vores tidligere regering, men nu skal Afghanistan have den helt rigtige regering.
Kapitel 4: Dansk bataljon kørte spidsrod mellem Talebans bomber»Tidligere kæmpede vi for eksempel mod tadsjikere, usbekere og andre klaner i det nordlige Afghanistan, men nu skal alle afghanere forenes«.
Hvordan kommer de afghanske kvinder til at mærke forandringerne?
»Vi vil give kvinder de rettigheder, som islam giver dem. Vores religion giver så fantastiske rettigheder, og det skal kvinderne nyde godt af. I dag udsættes kvinder for brutalitet. De presses til at dyrke sex, og det er ulovligt inden for islam. Vi vil også forhindre andre lande i at blande sig og udrydde fjendskabet. Det vil være vores politik i dagligdagen«.
Ingen kvinder på tv
Skal piger stadig gå i skole, hvis du og Taleban kommer til magten?
»Vi vil tillade kvinder at uddanne sig, sådan som iman Azam (grundlægger af en af sunniislams lovskoler, red.) og profeten Muhammed og vores religion tillader det. Vi forbyder ikke piger at modtage den uddannelse, som islam tillader dem«.
Hvad sker der med tv, radio og mobiltelefoner – vil de stadig være tilladt?
»Vi vil ikke lukke nogen tv-kanaler, men vi vil holde udsendelserne op mod islamisk lov og fjerne de programmer, der er i strid med islam, og vi vil ikke tillade, at kvinder optræder sammen med mænd. Det er ulovligt inden for vores religion, så vi vil forbyde kvinder i radio og tv«.
Vi vil give kvinder de rettigheder, som islam giver dem
Hvad vil der ske med de kvindelige politikere?
»Inden for islam skal kvinder tage sig af hjemmets politik. De skal opdrage deres børn og have et godt liv sammen med deres ægtemænd. Deres eneste politiske pligt er at stå til rådighed for familien og manden og skabe en god familie«.
Brødre med Al-Qaeda
Vil USA, Storbritannien og Danmark stadig være jeres fjender, når de udenlandske soldater er rejst hjem?
»Vi har ikke noget fjendskab med lande, men der findes to klaner i verden: muslimer og ikke-muslimer, og Gud siger, at de vantro aldrig kan blive muslimernes venner. Udlændingene kom til Afghanistan under falsk foregivende. De bliver aldrig vores venner, og fjendskabet vil bestå«.
Vil Taleban stadig være venner med al-Qaeda, når de udenlandske soldater er rejst?
»Al-Qaeda er en organisation, der har medlemmer over hele verden. Hvis USA definerer al-Qaeda som terrorister, kan vi bare svare, at amerikanerne også er terrorister«.
»Al-Qaeda har indflydelse over hele verden. Hvis vi definerer al-Qaeda på samme måde, som USA definerer dem, kan vi bare kalde alle dem, der dræber uskyldige mennesker eller angriber et land, for al-Qaeda. Men sagen er, at al-Qaeda er muslimer, og Allah siger, at alle muslimer er brødre, og derfor kan jeg sige, at muslimer og al-Qaeda aldrig vil blive skilt fra hinanden«.
Ingen fordomme
Hvordan er jeres forhold til andre etniske grupper, for eksempel tadsjikere og hazaraerne?
»Taleban har samme opfattelse af alle, der arbejder for eller har relationer til amerikanerne, om det så er grupper i det nordlige Afghanistan som tadsjikere eller hazaraer, eller det er Karzais regering. Den eneste forskel er, at de, der følger islams love, er vores brødre, og de, der ikke følger islam, er vores fjender«.
Har du og Taleban mere til fælles med Karzais regering end med Den Nordlige Alliance?
»Som jeg sagde, findes der to klaner i verden: muslimer og ikke-muslimer. Vi har ingen fordomme over for andre«.
fortsæt med at læse
































