New York-politiker sexchattede som Farlige Carlos

Ups. Et af den slags pressemøder Weiner og nok især hans kone helst var fri for.
Ups. Et af den slags pressemøder Weiner og nok især hans kone helst var fri for.
Lyt til artiklen

Indtil i går eftermiddags var den demokratiske politiker Anthony Weiner godt i gang med at gennemføre et historisk politisk come back.

Blot to år efter, at han trak sig fra Kongressen i Washington på grund af en sexskandale, var han favorit til at vinde kampen om at afløse Michael Bloomberg som borgmester i New York.

Nu er han for anden gang på to år blevet afsløret i at sende frække beskeder og billeder af sig selv til fremmede kvinder – denne gang under pseudonymet farlige Carlos – og hans politiske fremtid er nu igen omgærdet af usikkerhed.

Men på et hastigt indkaldt pressemøde i aftes kæmpede Anthony Weiner for at redde sit politiske liv – igen:

»Jeg er sikker på, at mange af mine modkandidater godt kunne tænke sig, at jeg trak mig«, sagde han beslutsomt og bad new yorkerne om endnu en chance.

Afsløret på The Dirty
Det var en hjemmeside med den sigende titel ’The Dirty’, der i går kunne afsløre, at Anthony Weiner fortsatte med at sexchatte med vildt fremmede kvinder i mere end et år efter, at han forlod Kongressen i skam i juni 2011.

Dengang var det især et billede af hans erigerede lem i et par hvide underbukser, der vakte opsigt.

Demokrat trækker sig efter lumre billeder

Efter nogle dages pinlige søforklaringer erkendte Weiner at have sendt beskederne, og han forlod politik for at søge behandling og ændre adfærd i et forsøg på at redde ægteskabet med den billedskønne Huma Abedin – en af Hillary Clintons nære rådgivere. Det kom senere frem, at hun netop var blevet gravid, og hun har senere født deres fælles barn.

Noget er sandt, andet er usandt
I går erkendte Weiner imidlertid, at hans chatteri med fremmede kvinder var fortsat i hvert fald indtil august 2012, alt imens han og Huma Abedin havde kæmpet for at redde deres ægteskab. Men han forsikrede, at det nu er et overstået kapitel.

»Det er noget, vi har i bakspejlet. Men ikke så langt bagude«, sagde han.

Anthony Weiners seneste sexchats var ifølge amerikanske medier sket under dæknavnet Carlos Danger, og ifølge hjemmesiden The Dirty lovede Anthony Weiner en 22-årig kvinde, som han chattede med, at han kunne skaffe hende kontakter i medieverdenen og måske en lejlighed i Chicago.

Anthony Weiner afviste i går at diskutere detaljerne i afsløringerne men sagde i stedet, at »noget af det er sandt, andet er usandt«.

Konen: jeg tror på ham
Anthony Weiners kone stod ved hans side under pressemødet og havde yderst svært ved at finde en passende grimasse.

Hun forsøgte at smile, men kiggede ofte ned i gulvet eller på væggen lige bag sig. Efter politikerens egen forklaring oplæste hun også en erklæring om den hårde periode, deres ægteskab har været igennem. Hun slog fast, at det ikke havde været en nem beslutning at blive sammen, og at »Anthony har begået nogle forfærdelige fejl, både før han trak sig fra Kongressen og bagefter«.

»Vi diskuterede det hele, inden Anthony besluttede at gå efter borgmesterposten, så jeg vil egentlig bare sige, at jeg elsker ham, jeg har tilgivet ham, og jeg tror på ham«, tilføjede hun.

Skandalernes valg
Flere af Anthony Weiners modkandidater opfordrede ham i går til at trække sig fra ræset, fordi borgerne ikke længere kan have tillid til ham.

Men det afviser Anthiny Weiner, og på den måde kan efterårets valg i New York blive en test af, hvor meget amerikanerne egentlig går op i politikernes sexskandaler.

Det er nemlig ikke kun Anthony Weiner, der forsøger et come back; det samme gør den tidligere guvernør for hele delstaten New York, Eliot Spitzer, der stiller op til den politiske post som byens økonomidirektør. Spitzer måtte i 2008 træde tilbage efter blot et år som guvernør, da det kom frem, at han frekventerede en prostitutionsring.

Demokraterne vælger deres borgmesterkandidat i september, og det egentlig borgmestervalg finder sted i november.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her