Homoparade i Vilnius bliver mødt med tilråb og fuckfingre

Modstand. Hundredvis af mennesker mødte op for vise deres modstand til dagens parade i Vilnius. Litauen er kendt som et af de lande i Europa, hvor seksuelle minoriteter har det sværest.
Modstand. Hundredvis af mennesker mødte op for vise deres modstand til dagens parade i Vilnius. Litauen er kendt som et af de lande i Europa, hvor seksuelle minoriteter har det sværest.
Lyt til artiklen

På trods af balloner, regnbueflag og musik er stemningen langt fra festlig på hovedgaden i Vilnius i skrivende stund.

Med pift, strittende langefingre og nedadvendte tommelfingre gør en større folkemængde, hvad de kan, for at vise, at deres sympati langt fra ligger hos deltagerne ved dagens planlagte homoparade i den litauske hovedstad.

Et massivt opbud af kampklædt politi, som omsvøber dagens homoparade, dominerer scenen, mens lydbilledet oversvømmes af overdøvende larm fra hundredvis af mennesker, der er dukket op for at vise deres utilfredshed med dagens homoparade.

LÆS OGSÅ Europa holder øje, når homoparade tester Litauen

En kødrand af mennesker står langs hele ruten på begge sider af vejen, fortæller politiken.dk's journalist på stedet, Claus Blok Thomsen.

Politiet er massivt til stede

Inden paraden har kampklare betjente siddet i biler iklædt hjelme, kampdragt og bevæbnet med stave og tåregasgranater.

Der er både politi til hest, i mandskabsvogne med gitter på forruden og i en helikopter, som flyver over centrum.

Politiet gør således, hvad de kan for at undgå en voldelig konfrontation, da der forventes at være yderliggående nationalister og nynazister blandt de tusindvis af moddemonstranter, som det forlyder er troppet op i en anden del af byen.

»Det er helt klart, at folk er selvfølgelig bange for, at det skal komme til uroligheder«, siger politiken.dk's journalist på stedet.

Bystyret i Vilnius har flere gange forsøgt at forhindre paraden med forklaringer om sikkerhedshensyn, men efter hjælp fra Amnesty International har de homoseksuelle i dag fået lov til at gå i parade på hovedgaden i Vilnius – under massiv politibeskyttelse.

Blandt de fremmødte er et af de få medlemmer af Litauens parlament, som bakker de homoseksuelle op, samt nogle få europæiske ministre og ambassadørerne fra blandt andet Sverige, Danmark og Norge.

Sean Coogan

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her