Analyse af Obamas Syrien-udmelding: Det sidste, Obama ønsker, er endnu en krig

Lyt til artiklen

»Jeg har ikke truffet nogen beslutning«, sagde præsident Barack Obama i nat dansk tid om en mulig militær aktion mod Assad-styret.

Ifølge Politikens internationale redaktør, Michael Jarlner, ønsker den amerikanske præsident med udtalelsen at signalere over for omverdenen, at USA respekterer FN's arbejde med at kulegrave et kemisk angreb på civile, før verdenssamfundet kan tage stilling til en intervention mod det syriske styre.

»Verdenssamfundet er splittet, og et angreb fører til en storpolitisk konflikt. Obama signalerer, at USA har respekt for FN-processen, fordi den største frygt er en gentagelse af, hvad der skete i Irak i 2003«, siger Jarlner.

Da amerikanerne invaderede Irak det år, skete det på baggrund af uholdbare beviser om, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.

Krigstræt befolkning
Udtalelsen er samtidig et signal til den amerikanske befolkning, mener Michael Jarlner. For Obama sagde, at han har »ingen interesse i at gå ind i en konflikt i Syrien, der ikke har nogen bagkant«.

»Amerikanerne er en meget krigstræt befolkning. De er endelig færdige efter Irak og Afghanistan, så han er nødt til at overbevise befolkningen om, at en aktion er en velovervejet beslutning«, forklarer Michael Jarlner.

For en aktion kommer der, vurderer Michael Jarlner.

I sin tale understregede Obama nemlig også, at lande, som bruger kemiske våben, er nødt til at blive stillet til ansvar.

Obama: Assad har brugt kemiske våben i Syrien

»Det sidste, Obama ønsker, er endnu en krig, men af hensyn til sin egen troværdighed, er han nødt til at stå ved sine tidligere udtalelser om, at brugen af kemiske våben er at gå over grænsen«.

Aktionen skal altså udføres både af hensyn til sin egen holdning til brugen af kemiske våben, men også fordi våbene på længere sigt kan være en trussel mod USA og Vesten.

Syriens nabolande er i alarmberedskab

»Nu gælder det om, at overbevise det internationale samfund om, at man har gjort, hvad man kunne, men at de diplomatiske muligheder er udtømte«, siger Jarlner med henvisning til, at FN's Sikkerhedsråd ikke kommer til at blive enige om en resolution på grund af russernes blokering.

En hurtig og begrænset aktion
Det betyder, at Obama ikke vil vente på en diplomatisk løsning, men i stedet for vil lave en begrænset og hurtig militær aktion mod Assad og hans regime.

Men det bliver ikke nogen nem opgave, forudser den internationale redaktør.

Assads venner: Et militært angreb er meget uklogt

»Man skal være klar på, at når man først bevæger sig op ad bjerget, bliver det ikke nemt at komme ned igen«, lyder det fra Michael Jarlner.

»USA skal definere nogle mål for, hvad man vil opnå med et angreb. Vil man skifte magtbalancen i Syriens opposition eller helt fjerne Assad fra magten? Og hvem håndterer en eskalering, hvis Assad ikke bliver afskrækket af et angreb? Skal man så for eksempel lave et nyt angreb? Det bliver en udfordring«, siger han.

Tiden presser Obama

Derudover er Obama presset på tid, fordi der i næste uge afholdes det vigtige G20-topmøde.

»Jeg har svært ved at forestille mig, at man indleder en aktion, mens Obama ikke er i landet, så derfor vil den sandsynligvis komme inden for et par dage«, siger Michael Jarlner.

LÆS OGSÅ Merkel og Cameron: Syrisk regime skal straffes

Det ventes, at USA i dag vil fremlægge beviser på, at Assad-regeringen står bag det kemiske angreb som kostede hundredvis af børn og voksne livet i sidste uge uden for hovedstaden Damaskus.

Maja Lærke Maach

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her