De Frie Demokrater har siddet længere tid i regering end noget andet parti, og FDP har flere gange afgjort magtspillet i hovedstæderne Bonn og Berlin, men nu er det slut.
For vælgerne sendte i går det tyske svar på Det Radikale Venstre ud i mørket, og katastrofestemningen herskede ved partiets valgfest i Berlin, som få sekunder efter kl. 18 forvandlede sig til politisk gravøl. Prognoserne viste nemlig et resultat på omkring 4,5 pct., og med en spærregrænse på 5 pct. var partiet ude.
LÆS OGSÅ Merkel balancerer på vippen til absolut flertal
Stemningen var helt anderledes hos Alternative für Deutschland, AfD, der aftenen igennem bevægede sig på kanten af de fem pct.
»Vi ved allerede nu, at vi har bragt Tyskland videre frem, og vores resultat viser, at partierne ikke kan tillade sig alt«, lød det fra partiets leder og medstifter, Bernd Lucke, da de første exitpolls gav partiet næsten 5 pct.
For mens FDP repræsenterer det politiske establishment, er AfD, der som sit vigtigste programpunkt kræver en afvikling af den fælles EU-valuta, et helt nyt parti, som først blev stiftet i foråret af en række økonomer, som anser den fælles valuta for at være skadelig for både de rige og de fattige lande som Grækenland i samarbejdet.
Liberal nedtur kan tvinge Merkel og Steinbrück til samarbejdeI tilfælde af repræsentation i Forbundsdagen vil det være første gang, Den Kristelig-Demokratiske Union (CDU) får parlamentarisk konkurrence fra højre, påpegede direktøren for analyseinstituttet Emnid, Klaus-Peter Schöppner, i en analyse forleden.
Nyt politisk landskab
Det vil være meget ubehageligt for forbundskansler Angela Merkel, og under alle omstændigheder vil partiet bruge gennembruddet i valgkampen som affyringsrampe til valget til Europaparlamentet næste forår.
»Vi er på få måneder blevet en faktor, alle må regne med«, sagde Bernd Lucke på et af sine sidste valgmøder: »Det er kun begyndelsen«, og partiet vil forsøge at samle proteststemmer fra højre i de kommende måneder.
Men det skal vise vælgerne, at det har mere på hylderne end modstanden mod EU, vurderer kommentatorerne Veit Medick og Philipp Wittrock fra nyhedsmagasinet Der Spiegel.
Merkel dominerede totalt regeringssamarbejdet
Det kan blive begyndelsen til en ny politisk bevægelse i Tyskland. For ifølge Klaus Peter Schoppner er der stemmer til højre for CDU, som indtil nu har været hjemløse, men som nu har et tilflugtssted hos euromodstanderne.
De Liberale er fortidens parti
Mens AfD måske er fremtidens parti, risikerer FDP med de store traditioner for politisk indflydelse at være fortid.
Alle partiets ledere erkendte i tysk tv i aftes, at der venter smertefulde og barske diskussioner forude, og alle indrømmer, at samarbejdet med Angela Merkels CDU var en katastrofe.
»Merkel dominerede totalt regeringssamarbejdet«, sagde en af partiets veteraner, Wolfgang Gerhardt, i tv. Andre pegede på, at partiet svigtede vælgerne. FDP havde i sidste valgkamp succes med et løfte om lavere skatter.
Men skatterne er steget, og andre af partiets mærkesager blev også underkendt af forbundskansler Angela Merkel, da regeringen var dannet, og det sort-gule flertal hjemme.
Det er også bekymrende for FDP, at de efter nederlaget sidste uge i Bayern, hvor vælgerne sendte partiet ud af den lokale landdag, heller ikke bliver repræsenteret i landdagen i den store delstat Hessen, der gik til valg i går.
Partiet er nu kun svagt repræsenteret på lokalt plan, hvilket gør det svært at få comeback, og endelig skal FDP igennem en fornyelsesproces i ledergruppen. Frontfiguren Philipp Rösler har ikke formået at markere sig, og værre er det, at der ikke er yngre, markante kræfter klar til at tage over.
For store forskelle
De Grønne måtte med omkring 8 pct. af stemmerne lide den tort at blive overhalet som det tredjestørste parti af venstrepartiet Die Linke, og der venter barske opgør forude.
»Vi må forholde os selvkritisk til dette resultat«, lød det fra partiets forretningsfører og nyvalgte parlamentsmedlem, Steffi Lemke.
LÆS OGSÅ Valget er i gang: »Steinbrück er kompetent nok... Han er bare en klovn«
Spidskandidat Jürgen Trittin har ikke været overbevisende i valgkampen, og partiet har ikke haft succes med at foreslag om skattestigninger i en situation, hvor mange af dets vælgere har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Og i denne miserable situation vil De Grønne næppe stille sig til rådighed som koalitionspartner for Angela Merkel, sagde Steffi Lemke på tv-stationen ZDF.
»I valgkampen har man set store forskelle på os og fru Merkel«, fastslog hun.
fortsæt med at læse


























