Flere aborter end fødsler i Rusland

Lyt til artiklen

Sidste år kom omkring 1,5 millioner børn til verden i Rusland, men samtidig fik 1,6 millioner russiske kvinder foretaget en abort. Det viser officielle statistikker, men det faktiske antal aborter er endnu højere, og en del af dem bliver gennemført så dårligt, at mange bliver ufrugtbare for resten af deres liv. Fattigdommen De dystre fakta kommer fra Ruslands førende ekspert på området, Vladimir Kulakov, som er chef for Moskvas Akademi for Medicinske Videnskaber. Kulakov mener, at den hyppigste grund til abort er mange folks dårlige sociale vilkår, men også den stadig friere sexmoral spiller en rolle. »Allerede det første barn kaster mange familier ud i fattigdom, så de vælger ofte ikke at få flere. En anden problematisk kategori er de helt unge piger. Hver tiende pige har sex, før hun er 14 år. En femtedel af aborterne bliver foretaget på piger under 18 år«, siger Kulakov, som også leder et center for kvindesygdomme og kaldes 'Ruslands cheffødselslæge'. Han siger endvidere til regeringens officielle avis Rossijskaja Gaseta, at fødselstallet i Rusland er alt for lavt, og at staten har en del af ansvaret, fordi den ikke støtter unge forældre og mødre. Mange barnløse Et andet problem er, at omkring ti millioner russere, heraf seks millioner kvinder, ikke kan få børn. Denne omstændighed gør sammen med de mange aborter, de relativt få fødsler og Europas korteste levetid den demografiske situation i landet »kritisk«, siger lægen. Præsident Vladimir Putin og regeringen indrømmer jævnligt, at situationen er alvorlig, og at befolkningstallet falder støt. Ved Sovjetunionens opløsning i 1991 havde Rusland 153 millioner indbyggere, nu er det 141,5 millioner. I april sagde Putin i sin årlige tale til befolkningen, at det er et nationalt problem, som kræver en akut løsning. Ministerkabinettet vil nu forhøje bevillingerne til sundhedsområdet, næste år med hele 81 procent. Der er også planer om forskellige tilskud til børnefamilier for at forhøje fødselstallet. »I Rusland er fødselstallet nu 10,6 pr. 1.000 indbyggere, mens dødstallet er 16. Det betyder, at vi årligt mister trekvart million mennesker. For at sikre en normal befolkningsreproduktion er det nødvendigt, at kvinderne føder 2-2,5 børn i gennemsnit i stedet for 1,5 som nu«, siger Kulakov. Medfødte sygdomme Han nævner endnu et stort problem: Hvert år kommer 50.000 russiske børn til verden med forskellige medfødte sygdomme. Rusland slås også med en høj spædbørnsdødelighed - 12 børn ud af 1.000 dør, før de når etårsalderen. I Europa er det kun Tyrkiet, Rumænien, Georgien, Aserbajdsjan og Moldova, hvor tallet er endnu højere. Lavest er det i Skandinavien. Også i abortstatistikken står Rusland på en af verdens øverste pladser - kun Cuba og Rumænien har flere aborter. Mange russiske kvinder bruger fortsat abort som en slags fødselskontrol, selv om svangerskabsforebyggende midler er let tilgængelige. Men metoden er ikke længere så udbredt som i sovjetperioden, da abort var den almindeligste 'prævention'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her