Thorning-selfie kun slået af historisk håndtryk

Lyt til artiklen

Billedet af Danmarks statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der tager et såkaldt selfie-foto af sig selv siddende mellem USA's præsident, Barack Obama, og den britiske premierminister, David Cameron, er på alles læber i disse dage.

Men selv om Thornings selvportræt er i top tre over de mest downloadede billeder ved begivenheden, bliver hun dog overgået af to fotos af det historiske håndtryk mellem Barack Obama og Cubas præsident Raúl Castro.

Det oplyser det franske nyheds- og billedbureau AFP til Ritzau.

Fotobureauet havde tirsdag store problemer med at identificere kvinden, der sad til højre for Barack Obama, og i to timer blev Helle Thorning-Schmidt fejlagtigt præsenteret som "en uidentificeret embedsmand".

Thornings selfie får hug i britisk presse

Det er faldet mange britiske medier for brystet, at den danske statsminister kunne finde på at tage en selfie med Obama og Cameron til Nelson Mandelas mindehøjtidelighed.

Det er uvist, hvorfor Helle Thorning-Schmidt blev placeret ved siden af verdens mægtigste mand, Obama.

Ifølge Statsministeriet var det »et tilfælde« fra den sydafrikanske protokols side.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her