Man skal bukke tre gange, forklarer guiden, der står med en gruppe kinesiske turister foran den store statue af Mao Zedong. De cirka 15 personer bukker med stiv ryg første gang. Efter en passende pause gentager de ritualet to gange.
»Så skal man gå tre gange rundt om statuen«, instruerer guiden. Det gør de.
»Selv Hu Jintao gik tre gange rundt om den«, fortæller en af mændene, 47-årige Zhang, bagefter. Han hentyder til Kinas tidligere præsident, der også har besøgt Shaoshan.
»Man bukker for at tilbede Mao og så for at vise ham respekt«, siger Zhang.
Mao har fødselsdag
Zhang er sammen med en gruppe kolleger rejst fra sin hjemby i det østlige Kina for at besøge Shaoshan, der ligger i Hunan. For 26. december er det 120 år siden, at Mao Zedong blev født på en bondegård her i byen. Og det jubilæum bliver fejret overalt i Kina.
Mao var med til at stifte Kinas Kommunistparti, som han senere blev formand for. Han grundlagde Folkerepublikken Kina i 1949 og forenede en fattig nation, der var ødelagt af årtiers interne magtkampe og borgerkrigen mod Nationalistpartiet.
I 1976 døde Mao, og i de seneste år er hans popularitet vokset. Især med de nye ledere sidste år, hvor generalsekretær Xi på ny har givet Mao en hovedrolle i kinesisk politik.
Investeringer i lokal stolthed
Fejringen af 120-året for Maos fødsel vil også blive markeret i Nationaloperaen i Beijing med en særlig gallaforestilling. Her vil nogle af Kinas mest berømte kunstnere synge klassiske revolutionære sange som ’Østen er rød’, ’Folkets sang til Mao Zedong’ og ’Ingen bjerge er lige så høje eller floder så dybe, som formand Maos godhed og barmhjertighed’.
I sidste uge blev der også afsløret en 80 centimeter høj statue af formand Mao, der skal markere fødselsdagen.
Den er af massivt guld og har en værdi på cirka 90 millioner kroner. Giveren er anonym. Den er i øjeblikket udstillet i den sydkinesiske by Shenzhen, men vil senere blive flyttet til Shaoshan, hvor den skal udstilles.
Lastbiler med fyrværkeri
For intet sted bliver festlighederne så store som i Shaoshan.
Her »kommer lastbiler fyldt med fyrværkeri, og grise skal slagtes«, som en af de lokale indbyggere siger. Der vil også være koncerter, og de lokale forventer et rykind af både turister og nogle af partiets øverste ledere.
For de lokale myndigheder handler det dog ikke kun om at være stolt over, at Kinas grundlægger og landsfader blev født her i byen. Ifølge kinesiske medier tjente Hunan i 2012 mere end 4 milliarder kroner på den røde turisme. Altså på kinesiske turister, der tager på pilgrimsrejse til steder, som er vigtige i kommunistpartiets historie. For eksempel den bondegård i Shaoshan, som Mao Zedong blev født på.
Lokalregeringen i Xiangtan, som er det byområde, Shaoshan hører under, har ifølge nogle kinesiske medier investeret tæt på 14 milliarder kroner i »gaver til Mao«. Det er projekter som et højhastighedstog til Shaoshan, bedre veje i byen, hoteller, konferencer og ikke mindst et museum, der er tilegnet Mao Zedong.
Her er der blandt andet udstillet forskellige ting, som har forbindelse til Mao. For eksempel flere af hans håndskrevne digte, for Mao er kendt for sin smukke kalligrafi. På museet kan man også se ’Nogle af Mao Zedongs strømper’, som der står på skiltet i montren ved de lange mørkebrune, lyserøde og bordeauxfarvede strømper. De er udstillet ikke langt fra Mao Zedongs pyjamas. Og hans kam. For »efter en lang arbejdsdag ville Mao bede sine assistenter om at frisere sig for at lindre sin trætte hjerne«.
Museet ligger tæt på gården, hvor Mao blev født, og som er hovedattraktionen i Shaoshan. Tæt på ligger også den store plads med en statue af Mao.
Magten kræver hårdhed
Her er der tillige souvenirbutikker og en blomsterbutik, som sælger meterhøje opsatser af blomster, som man kan sætte foran statuen. Man kan få et bånd til, hvor man kan skrive sin personlige inskription. Mest populært er dog ’Til minde om Mao Zedong’, fortæller sælgerne.
Ikke alle blandt de mange busfulde af turister, som hver dag kommer her, køber blomster til Mao. Men mange stiller sig op foran statuen og bukker mindst en enkelt gang. Som for eksempel 22-årige Liu Yue, der er i Shaoshan for første gang.
»Det er vigtigt, at folk kommer her, for ellers glemmer man Mao. Og han var en stor leder, som gjorde meget godt for Kina«, siger Liu Yue.
»Han var også hård, men det bliver man nødt til at være for at kunne blive siddende på tronen«, siger Liu Yue.
Mange af de besøgende er maoister og tilhører de mest konservative dele af partiet. For eksempel arrangerer Utopia – som den del af venstrefløjen i partiet, der er de største tilhængere af Mao, bliver kaldt – rejser til Shaoshan.
Men ikke alle gæsterne hylder Mao.
»De er jo blinde, når de tilbeder en mand som ham«, siger 46-årige Liu. Til hverdag bor han i den sydkinesiske by Guilin, hvor han sælger øl. Men virksomheden har arrangeret en rejse herop for ham og cirka 50 af hans kolleger.
»Når man hører om stedet, lyder det som et eventyr, men når man kommer her, så er det bare ‘nå’«, konstaterer Liu.
Han mener, at Kinas nye ledere og Xi Jinping er gode og har gjort meget for eksempelvis at bekæmpe korruption. Han ønsker sig ikke tilbage til dagene med Mao, men han forstår, at de stadig er nødt til at bruge Mao Zedong politisk.
»Man kan ikke stå i spidsen for Kina og så være imod Mao, som ligger så dybt i folks bevidsthed«, siger Liu.




























