Dødstallet stiger efter terrorangreb på Ruslands stolthed

Sørgen. Kvinder lægger blomster uden for banegården i Volgograd. 18 mennesker har nu mistet livet i terrorangrebet søndag.
Sørgen. Kvinder lægger blomster uden for banegården i Volgograd. 18 mennesker har nu mistet livet i terrorangrebet søndag.
Lyt til artiklen

I dag siger familien farvel til den 29-årige Sergei Nalivaiko.

Som det første af ofrene for to blodige bombeangreb i den russiske by Volgograd begraves han på årets sidste dag.

Sergei Nalivaiko var ansvarlig for at tjekke håndbagage på hovedbanegården i Volgograd, hvor en kvindelig selvmordsbomber søndag slog til.

Han døde sammen med flere af sine kolleger; heriblandt den 24 Denis Andreyev, der begraves i morgen.

Dødstal stiger
I alt 34 mennesker er omkommet under de to terrorangreb på hovedbanegården søndag og i en trolleybus i går morges.

Dødstallet er her til morgen blevet opgraderet fra 32 til 34 efter at to hårdt sårede er udåndet på de hospitaler, hvor lægerne har kæmpet for at redde deres liv.

18 af de omkomne var til stede på banegården, 15 af dem døde under selvmordsbomben i trolleybussen. To af de omkomne fra terrorangrebet på banegården var børn i 12-13-års alderen.

Ifølge voiceofrussia.com er 65 mennesker stadig indlagt med kvæstelser efter terrorangrebene. Flere af dem er i kritisk tilstand, hvorfor dødstallet kan stige i de kommende dage.

De russiske myndigheder har endnu ikke foretaget afgørende anholdelser i sagen, selv om en lang række mennesker er blevet tilbageholdt og afhørt af politiet.

Den foreløbige efterforskning har udpeget en 26-årig kvinde fra Dagestan som selvmordsbomberen i terrorangrebet på hovedbanegården, mens en endnu ikke identificeret mandlig selvmordsbomber menes at have udløst bomben på trolleybussen.

Den 26-årige kvinde har ifølge russiske medier været gift med to islamister, der er blevet dræbt i kampe med russiske styrker i det nordlige Kaukasus. Kvinder, der tager hævn over deres dræbte familiemedlemmer, ved at angribe civile, er i Rusland kendt som sorte enker.

Dobbelt sort enke stod angiveligt bag bombe i Volgograd

Identiteten på den formodede selvmordsbomber i trolleybussen er derimod ikke fastlagt.

Politiets teknikere har fundet flere menneskerester af manden på eksplosionsstedet, som er sendt til videre analyser i håb om at få sat et ansigt og navn på ham.

Endnu har ingen påtaget sig skylden for angrebene, men både på gaden i Volgograd og blandt iagttagere peges der på, at militante islamister fra Kaukasus kan stå bag.

Der er samtidiog udbredt enighed om, at angrebet har forbindelse til de forestående vinterolympiske lege, der 7. februar begynder i byen Sotji ved Sortehavet, 690 kilometer fra Volgograd.

PORTRÆT

'Emiren af Kaukasus' har erklæret krig mod OL i Rusland

Sikkerhedsforanstaltningerne ved vinterlegene er enorme, og derfor peger iagttagere på, at det sandsynligvis ikke er her terrorister vil slå til i deres bestræbelser på at skabe frygt i befolkningen og de udenlandske gæster, der rejser til Rusland.

»Angrebene viser de militantes kapacitet til at slå til mod bløde mål som transport og infrastruktur et stykke væk fra det område, i Nordkaukasus, hvor de normalt slår til«, lyder det fra analytikeren Matthew Clements, ifølge AP.

Volgograd og Ruslands stolthed

At Volgograd er et oplagt mål, skyldes ifølge analytikerne dels, at byen er et vigtigt transportknudepunkt, dels at den for mange russere har en enorm betydning, da det var her - under navnet Stalingrad - at russerne efter et udmagrende slag fik overtaget mod nazisterne under Anden Verdenskrig.

»Volgograd er et symbol på Ruslands tragedie og triumf under Anden Verdenskrig. Den er blevet udpeget af terroristerne på grund af dens særlige status i folks bevidsthed. Deres mål var at såre Ruslands stolthed og det russiske folk«, lyder det i en analyse, som lederen af tænketanken Carnegie i Moskva Dmitrij Trenin har offentliggjort på tænketankens hjemmeside.

Den russiske præsident, Vladimir Putin, har endnu ikke kommenteret terrorangrebene offentligt.

Han har dog på interne møder krævet, at sikkerheden strammes op i hele landet efter terrorangrebene.

USA har efter terrorangrebene tilbudt af hjælpe russerne i kampen mod terroristerne forud for Ol i Sotji.

»Vi hilser muligheden for et tættere sikkerhedssamarbejde til fordel for atleterne, tilskuerne og andre deltagere velkommen«, lød det i aftes fra Caitlin Hayden, talskvinde fra den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA.

LÆS OGSÅ USA tilbyder olympisk sikkerhedshjælp til Rusland

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her