Sydafrikanerne forbereder sig på farvel til landsfaderen

INDLAGT. Det er på dette hospital i Pretoria, at Nelson Mandela på anden uge er indlagt med en lungeinfektion.
INDLAGT. Det er på dette hospital i Pretoria, at Nelson Mandela på anden uge er indlagt med en lungeinfektion.
Lyt til artiklen

De barske realiteter er ved at gå op for sydafrikanerne.

I to uger har deres landsfader, den tidligere præsident Nelson Mandela, været indlagt med en lungeinfektion, og i går bekendtgjorde Sydafrikas regering, at hans tilstand er blevet kritisk.

LÆS OGSÅ Mandelas tilstand er forværret

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, der har reportere i storbyen Johannesburg, har den kedelige nyhed fået folk på gaden til at indse, at Mandelas tid med stor sandsynlighed er kommet.

Bønner om snarlig bedring, er erstattet af mentale forberedelser på en afsked med manden, der førte Sydafrika til et opgør med apartheid:

»Hvis det er hans tid til at forlade os, kan han tage af sted. Jeg håber, at Gud kan holde øje med ham«, siger sygeplejerske Petunia Mafuyeka til Reuters på vej til arbejde.

»Vi vil savne ham rigtig meget. Han kæmpede for os og vores frihed. Vi vil mindes ham hver dag. Når han forlader os, vil jeg græde«.

»Lad naturen gå sin gang«
Sydafrikas nuværende præsident, Jacob Zuma, opfordrede i går i en pressemeddelelse hele verden til fortsat at bede for Mandela »i denne svære tid«. Han forsikrede, at lægerne gør alt, hvad de kan, for at få Mandela på fode igen, og at den 94-årige rettighedsforkæmper er »i gode hænder«.

SE TV

Blandt folk på gaden i Johannesburg hersker der dog en frygt for, at lægerne forlænger Mandelas liv unødigt:

»Jeg er bange for, at de holder ham i live. Jeg mener, at de bør lade ham være«, siger forsikringskvinden Doris Lekalakala til Reuters.

»Manden er gammel. Lad naturen gå sin gang. Han bør få lov at hvile«.

Symbolsk betydning

Det er fjerde gang inden for de sidste seks måneder, at Nelson Mandela er indlagt. Sidste gang han optrådte offentligt var i forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold i 2010 i Sydafrika, hvor han inden finalen i Johannesburg, hilste på tilskuerne fra en golfvogn.

Mandela var præsident fra 1994 til 1999, og har siden han stort set holdt sig ude af sydafrikansk politik. Det forventes derfor, at hans eventuelle død ikke vil få den store politiske betydning.

Dog er han fortsat en vigtig symbolsk figur for ikke mindst det regerende parti African National Congress (ANC), som han selv i sin tid repræsenterede.

Det så man senest, da præsident Zuma i april fik arrangeret, at et tv-hold kunne filme ham, mens han besøgte den aldrende statsmand.

På billederne smiler Zuma stort, mens han fortæller, at Mandela »har det godt«. Ved siden af sidder 'Madiba', som han kaldes, ret op og ned fuldstændig udtryksløs i en lænestol.

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her